
Havbiologer hjælper ålegræs tilbage ved at udplante tusindvis af små ålegræsplanter. Men ikke alle steder går det lige nemt, lyder det fra Miljøstyrelsen.
Kan man hjælpe ålegræs tilbage til kystområder, hvor ålegræsset er forsvundet? Det spørgsmål søger Miljøstyrelsen i samarbejde med Syddansk Universitet svar på i et nyt forsøgsprojekt. I alt cirka 50.000 små ålegræsplanter udplantes i blandt andet områder af Horsens Fjord og Lunkebugten ved Tåsinge.
Der er observeret tyve gange så mange ålegræsplanter, som der blev udplantet sidste år. Den øgede dækning af ålegræs forventes at have positive effekter for andre planter og dyr, siger marinbiolog Thomas Brun Valdemarsen fra Miljøstyrelsen.
I sommeren 2018 blev der også udplantet 14.000 ålegræsplanter i Lunkebugten på Tåsinge. Dette udplantningsforsøg lykkedes dog ikke på grund af iltsvind i den varme sommer.
Ålegræs breder sig meget langsomt
Ålegræs breder sig primært ved at sende små udløbere ud. En enkelt plante er i stand til at sprede sig 20-30 centimeter om året. Ålegræs spreder sig dog også ved frøspredning.
- Ålegræsset er forsvundet på grund af dårlige vækstforhold og uklart vand, og selvom forholdene mange steder er blevet bedre, så har ålegræsplanterne svært ved at vende tilbage, fordi de spreder sig meget langsomt. Udplantningsforsøget vil vise, om vi kan hjælpe ålegræsset på vej, siger Thomas Brun Valdemarsen.
Projektet med ålegræsudplantning blev indledt i Horsens Fjord i sommeren 2017, hvor forskere ved Syddansk Universitet udplantede 20.000 små ålegræsplanter på et område på en halv hektar svarende til otte fodboldbaner.
Ålegræs virker som renseanlæg
Hvis forsøget med udplantning af ålegræs bliver en succes, kan den større udbredelse af ålegræs bidrage til et renere vandmiljø, der er mindre påvirket af næringsstoftilførsel fra land.
- Hvis der kommer gang i ålegræsset, kan det optage næringsstoffer, som dermed bliver utilgængelige for mikroalger. Derfor kan netop udplantning af ålegræs blive et nyt værktøj til forbedring af vandmiljøet i de kommende vandmiljøplaner, hvis forsøget falder godt ud, siger Thomas Brun Valdemarsen.
Ny forskning har dokumenteret, at nye områder med ålegræs kan binde store mængder CO2. Dermed kan udplantning af ålegræs i bedste fald bidrage til at løse problemet med klimaforandringer.
Ålegræs spiller en nøglerolle for lavvandede kystområder. Ålegræsset danner skjulesteder for fisk, stabiliserer havbunden, optager næringsstoffer og CO2, samt forebygger iltsvind. Uden ålegræs er fjordene meget mere tilbøjelige til at komme ud af balance.
Det endelige resultat af ålegræsforsøget foreligger ved udgangen af 2019.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.