
TØNDER: En storstilet udbygningsplan for den kommunale selvstyrehavn på Rømø er i fare for at gå i vasken, efter at et oprør mod havnebestyrelsesformand Thomas Ørting Jørgensen synes at være slået ned. Bestyrelsesformanden er af forskellige havne-aktører udpeget som hovedproblemet i forhold til manglende tilladelser, langsom sagsbehandling og 'grådige' lejekontrakter, men en enig havnebestyrelse bakker op om formanden og sender Sorteper tilbage til de utilfredse.
Hovedmand i oprøret er direktør Karsten Lynge Skovsted fra offshoreservicevirksomheden KLS Energy, hvis planer for Rømø Havn for blot et halvt år siden blev betegnet som 'det helt store gennembrud' for havnens ambition om at blive servicehavn for offshore-industrien. Men:
- Jeg fik lovet en hurtig sagsbehandling, men intet er sket. I dag sidder jeg samme sted som for otte måneder siden, men har brugt en forfærdelig masse penge, sagde Karsten Lynge Skovsted til JydskeVestkysten, da han i sidste uge indledte stormløbet mod havneformanden, som han holder ansvarlig for, at forløbet ikke har værer som forventet.
Klar til at trække stikket
I samme avis har havnebestyrelsesformand Thomas Ørting Jørgensen blankt afvist beskyldningerne. Han understreger tværtimod, at med havnens placering i et vadehavsområde omfattet af 'UNESCO Verdensarv, Natura 2000 med mere' har han i den grad været bevidst om, og gjort KLS Energy-direktøren opmærksom på, de potentielle vanskeligheder med at opnå de nødvendige tilladelser i forhold til udvidelser på land og uddybning af indsejlingen til havnen.
Thomas Ørting Jørgensen bemærker da også, at 'den indgåede aftale med KLS aldrig har haft som præmis, at disse tilladelser kan opnås', men det har ikke forhindret Karsten Lynge Skovsted i at gøre det klart over for Tønder-borgmester Laurids Rudebeck (V), 'at hvis ikke der sker ændringer, så pakker og slukker jeg på Rømø', idet de krævede ændringer blandt andet gælder, at der 'skal speedes op i forhold til tilladelser, som vi har brug for'.
Efter havnebestyrelsens opslutning bag formanden er Karsten Lynge Skovsted derfor også mere end lunken over for et forsat samarbejde. Han afventer ifølge JydskeVestkysten en melding fra borgmesteren, men virker klar til trække stikket, hvis meldingen ikke imødekommer ham.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.