
KØBENHAVN: Udvidet BoligJobordning i 2013 og 2014. En mia. kroner til voksen- og efteruddannelse. Og en indsats mod grænsehandel. Det er bl.a. resultatet af den delaftale regeringen i dag har indgået med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det oplyser finansministeriet.
Med delaftalen er der enighed om de første elementer i regeringens vækstplan. Delaftalen indeholder bl.a. en afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift, en stigning i momsfradrag for virksomheders hotelovernatninger, en fremrykning af afgiftslempelserne på procesenergi samt en styrket indsats for udkantsområder.
Med delaftalen igangsættes initiativer for i alt mere end 17 mia. kroner til at skabe vækst og arbejdspladser frem til 2020. I alt indeholder regeringens Vækstplan DK initiativer for i alt ca. 75 mia. kr. frem til 2020.
Flere job
-Vi tager nu et solidt skridt mod flere arbejdspladser i Danmark. Men det er kun et første skridt. I alt vil regeringen med Vækstplan DK investere i alt ca. 75 mia. kroner over de næste seks-syv år. Dermed får vores virksomheder kræfterne til at trække fuldt igennem, når opsvinget kommer, så flere danskere får et arbejde at stå op til, siger finansminister Bjarne Corydon (S).
Håndværksrådet vurderer, at genindførelsen af BoligJobplanen, som er en del af aftalen om vækstplanen, vil skabe omkring 4000 arbejdspladser alene i byggeriet.
Hård kritik
Enhedslisten står uden for aftalen og kritiserer den hårdt:
- Det er helt ude i skoven at tage penge op af lommen på to af de grupper af samfundet. der har mindst, for at bruge dem til tilskud til boligejerne og til billigere sodavand. Hvem havde troet at en socialdemokratisk ledet regering ville stå i spidsen for det, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun mener også, at aftalen er uambitiøs i forhold til jobskabelse:
- Nu venter vi så på anden akt, hvor regeringen sammen med højrefløjen vil skære i vores velfærd, for at bruge pengene på lettelser af selskabsskatterne. Det er løftebrud efter løftebrud.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.