HOVEDSTADEN / HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Forsyning er bekymret for et af sine vandværker, Snubbekors Værket med ret til at indvinde 1,2 millioner kubikmeter vand om året frem til 2046. For nu vil Region Hovedstaden åbne mulighed for en sandgrav blot få hundrede meter fra Snubbekors Kildeplads, skriver Politiken.
Regionen mener ikke, at der er grund til bekymring for grundvandet. Heller ikke hvis man tillader, at der bliver gravet ned under grundvandsspejlet. Men i Høje-Taastrup Forsyning er bekymringen stor, siger vandchef Kim Hansen til Politiken. For når det beskyttende lerlag over sandet er gravet væk, og der bliver åbent ned til grundvandsspejlet, er der ingen beskyttelse mod sprøjtemidler fra nabolaget. Der er også risiko for forhøjet indhold af nikkel i boringerne.
- Og så er det en enorm risiko, at der kan ske et uheld, så maskinerne i sandgraven kommer til at lække olie ud i grundvandet. Alt i alt synes vi, at det er et rigtig, rigtig skidt sted, de har udpeget, siger Kim Hansen.
At flytte vandindvindingen for sandgravens regning, hvis boringen på den ene eller anden måde bliver forurenet, er ikke et reelt alternativ. Vi kan ikke bare finde en anden kildeplads. Der er stort set ingen områder tilbage i kommunen, siger Kim Hansen. Alternativet vil derfor være at lukke Snubbekors Værket, påpeger Høje-Taastrup Forsyning.
Bekymringen deles af Hofor, Hovedstadens Forsyningsselskab, som leverer vand til 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Hofor har flere kildepladser meget tæt på områder, som udpeges til indvinding af grus og sand i den nye råstofplan fra Region Hovedstaden.
Vandressourcechef i Hofor, Anne Scherfig Kruse, peger i Politiken på, at det er vanskeligt at skaffe vand nok i hovedstadsområdet. Hofor henter en del af sit vand langt ude på Sjælland.
- Ligegyldig hvor mange vilkår man stiller i tilladelsen til den enkelte grusgrav, kan der ske uheld. Så når man er tæt på drikkevandsindvindinger, som er svært erstattelige, og det er de jo her i området, synes jeg, at man skal være ekstra forsigtig, siger hun til avisen.
Ledøje Vandværk i landsbyen af samme navn nordvest for København er heller ikke tilfreds med, at regionen lægger op til råstofgravning nær vandværket. Formanden for vandværket, Henrik Ladehoff, lægger ikke skjul på, at råstofplanen efter værkets opfattelse er noget sjusk. Vandværket blev i første omgang overset af regionen og ikke inviteret til at afgive høringssvar, selv om det leverer vand til det meste af landsbyen.
Råstofplanen er endnu ikke endelig vedtaget, og Jens Mandrup (SF), formand for region Hovedstadens miljø- og trafikudvalg, vil ikke udelukke, at der sker ændringer i de områder, der indgår i planen. Men det bliver ikke på baggrund af vandværkernes bekymringer:
- Jeg kan sagtens forstå dem, og der er selvfølgelig en forøget risiko, det er der ikke nogen tvivl om. Men vores erfaring er – og det gælder i alle fem regioner – at der ikke har været nogle konsekvenser overhovedet for vandindvindingen, siger Jens Mandrup til Politiken.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.