
Drikkevandet skal beskyttes helt mod farlige PFAS-stoffer. Det mener Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva). Hverken på kort eller på lang sigt må de mange fluorstoffer, der er giftige, meget mobile og ikke selv nedbrydes i naturen, kunne komme i drikkevandet og ud af forbrugernes vandhaner.
- PFAS-stofferne skal forbydes helt. Jo mere viden, vi får om dem, jo tydeligere er det, at der er behov for skrappere krav for at beskytte mennesker og miljø, siger direktør i Danva Carl-Emil Larsen til Ritzau og peger på, at nabolande, hvor drikkevandet kommer fra højereliggende kilder, allerede har store problemer med fluorforureninger af drikkevandet.
- Selv om vi i Danmark henter alt drikkevandet dybt nede i undergrunden og ikke fra floder og søer, så bør vi have en kraftigt øget beskyttelse mod PFAS, siger han.
For at vi kan sikre samfundet mod yderligere spredning af fluorstoffer i miljøet og vandkredsløbet, så foreslår Danva at forstærke de indsatser, der allerede er igangsat af myndighederne. De fund, der er gjort i Danmark p.t., tyder ikke på, at der endnu er omfattende spredning, selv om flere vandværker og forsyningsselskaber er påvirkede.
Men en netop offentliggjort undersøgelse fra Miljøstyrelsen bekræfter, at jo tættere vi kommer på jordoverfladen, jo flere fund af PFAS er der. Det samme viser undersøgelser foretaget af Danske Regioner.
- Hvis vi gør en indsats nu, så har vi som samfund en mulighed for at sikre os mod yderligere spredning af PFAS-stoffer i miljøet og vandkredsløbet. Sammenholdes truslen fra de mange kilder til forurening med de mange brancher, der har brugt stofferne, så står det klart, at der er en pulje af PFAS-stoffer i omløb i naturen, som vi skal håndtere nu. Før de påvirker det rene drikkevand, siger Carl-Emil Larsen.
Flere førende forskere bakker op om vandværkerne og opfordrer myndighederne til straks at gøre en hurtig og effektiv indsats mod fluorforureningen.
- Det står allerede nu slemt til med fluorstofferne, og det bliver kun værre. Vi er alle udsatte, fordi man i årevis har brugt de her stoffer uden at vide, at de var farlige, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, til Ingeniøren.
Flere ressourcer, tak
Heller ikke Nina Cedergreen, professor i miljøtoksikologi på Københavns Universitet, mener, at myndighederne tager PFAS-truslen alvorligt nok.
- Vi ved ikke, hvor de findes henne, og om det er i skadelige koncentrationer. Der bør være en alarmklokke, der ringer, siger hun til Ingeniøren og opfordrer til, at der sættes langt flere ressourcer af til ikke bare at danne sig et overblik, men også håndtere forureningerne, når de så bliver fundet.
De giftige industrikemikalier under fællesbetegnelsen PFAS er så udbredte i miljøet, at ethvert barn i Danmark fødes med dem. Gennem livet ophober stofferne sig i blod og organer og øger risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.
Jakker, sko, telte og pizzabakker er bare nogle af de tusindvis af produkter, som indeholder fluorforbindelser, fordi de giver en praktisk vandafvisende effekt. Men stofferne vækker bekymring hos forskere verden over, fordi de er giftige og ophober sig i naturen, hvor de er meget svære at nedbryde.
Inden for det seneste år er der fundet PFAS i oksekød fra kogræsserforeninger i Korsør og senest i Odense, og for nylig er der fundet så høje niveauer i Mølleåen i Nordsjælland, at det frarådes at spise fisk fanget der.
Fredag kom det frem, at PFOS, som er et af de mest kendte PFAS-stoffer, er fundet i de to største søer ved Klintholm på Østfyn.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.