KØBENHAVN: Teknik- og Miljøforvaltningen i København lægger nu op til, at genopretningsprogrammet ’Et løft til vejene’, som er sat til at løbe i perioden 2013-2022, nu udvides til 2027, oplyser forvaltningen. At borgerne med andre ord kan regne med vejarbejder i gaderne endnu ni år.
Det skyldes, at den længere arbejdsperiode kun bliver marginalt dyrere, men samtidig giver kommunen mulighed for at fordele arbejderne mere jævnt og udnytte muligheden for at koordinere indsatserne med byens omfattende skybrudsprojekter og andre aktørers gravearbejder.
Vejarbejderne placeres hovedsageligt i løbet af industriferien, hvor trafikken er på sit laveste.
Bag forslaget ligger en analyse fra konsulentvirksomheden Ernest & Young i samarbejde med rådgivningsfirmaet Niras, der bl.a. kommer frem til, at det vil være svært for leverandørerne at ordne alle opgaverne inden 2019 eller 2022.
Tidligere forsømmelser
Godkender politikerne, at programmet fortsætter til 2027, venter en genopretning af 320 km kørebaner, 178 km cykelsti, 506 km fortov, over 14.000 vejbrønde og 23 bygværker de kommende ni år. Herudover kommer genopretning af signalanlæg og gadebelysning. Og den store opgave kræver en økonomisk prioritering, understreger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):
- Tidligere tiders forsømmelse koster på nutidens og fremtidige budgetter, det må vi indstille os på. Selvom vi indtil videre har lagt over 1,7 mia. kr. i genopretningsprogrammet siden 2013, er der lang vej endnu. Hvis vi fortsætter med de nuværende investeringer, skal vi stadig finde næsten 3 mia. kr. over de næste ni år. Når efterslæbet er indhentet, kan vi igen gå til normalt vedligeholdelsesniveau og lade asfalt fylde mindre i vores budgetter.
Siden 2013 har Københavns Kommune genoprettet 38 km kørebaner, 37 km fortove og 24 km cykelsti. Ved siden af denne indsats er der genoprettet tusindvis af vejbrønde, så regnen ledes korrekt i kloakkerne, 15 broer og bygværker foruden signalanlæg og gadebelysning.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.