
SILKEBORG: Tønder Kommune har gjort sig erfaringer - og ligeledes Roskilde - og også har Silkeborg Kommune har anlagt en særlig '2 minus 1 vej' på Rustrupvej mellem Them og Gjessø. Med særlige striber er det mere sikkert for de lette trafikanter at færdes på vejen, der er er udviklet og tilpasset til Silkeborg-forhold på baggrund af erfaringer fra andre kommuner og udlandet.
Hovedprincippet er én kørebane til bilerne, og kraftige markeringer i siderne, der giver god plads til cyklister, som bilister så må trække ud i når der er modkørende.
Bedst udnyttelse af pengene og øget færdselssikkerhed har været omdrejningspunktet for etableringen af vejen. Afstribningen skal holde bilisterne væk fra kanterne, så der er mere plads til alle trafikanter. Og så er flere cyklende skolebørn også en af gevinsterne ved den nye vejtype, lyder det fra Silkeborg.
En af de få af sin art
- På kommunens veje har alle slags trafikanter ret til at færdes, men mange er utrygge ved at gå eller cykle ude i kanten, når bilerne suser forbi med høj hastighed uden videre omtanke for de lette trafikanter, fortæller civilingeniør i vejafdelingen, Gitte Merstrand.
Allerede nu kan Gitte Merstrand og hendes team se, at vejen har hjulpet på problemet; bilisterne bliver hevet ud af vante rutiner, og det gør dem lidt mere usikre og ydmyge over for, hvordan de kører. Og at hastighedsgrænsen er blevet sænket til hhv. 60 og 70 km i timen hjælper også på sikkerheden.
Vejen er en af de få af sin art i Danmark, og fra start har projektet derfor også været skabt i tæt samarbejde og dialog med lokalrådene i både Them og Gjessø. For nogle har den alligevel skabt frustrationer; de kan ikke se meningen med den ret specielle løsning og ønsker i stedet bare en udvidelse af vejen.
Billigt og trygt
Men løsningen er faktisk smart for både pengepung og tryghed, pointerer Gitte Merstrand:
- Vejtypen med cykelfacilitet er forholdsvis billig at lave, og den skaber en gensidig usikkerhed, som betyder, at alle trafikanterne er mere agtpågivende. Det højner sikkerheden for alle trafikanterne - og især fodgængere og cyklister. Erfaringer viser desuden, at nogle af de uvedkommende bilister i stedet bruger de mere overordnede veje, hvilket betyder mere ro på de mindre veje og dermed højst sandsynligt færre konflikter fremover.
Vej- og trafikteamet arbejder fortsat med Rusrupvej. For nylig blev der etableret en skiltekampagne, som skal lære billisterne at køre rigtigt på vejen, og pt. bliver der lavet forsøg med at udfylde 'hullerne' mellem striberne i hver side af vejen, for at mindske støjen, når bilerne kører hen over dem.
Forsøget på Rustrupvej blev etableret i august 2012, og skal evalueres efter sommerferien.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.