
VEJEN: Et kvægbrug ved Holsted bliver efter alt at dømme centrum for en principsag om rækkevidden af husdyrbrugloven fra 2011.
To landbrugsorganisationer - Bæredygtigt Landbrug (BL) og Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter - har stævnet Vejen Kommune i, hvad BL kalder "et længe ventet retsopgør mod en forhadt ammoniaklov".
Baggrunden er kommunens reviderede miljøgodkendelse fra august 2021 af landbruget, der rummer 350 køer. Virksomheden har ikke levet op til, hvor meget driften må forurene omgivelserne, skov, ådal, eng og rigkær, med ammoniakdampe fra gyllen.
Det kommunale krav til bedriften er at indføre teknologi, så den kan reducere ammoniak-påvirkning af særlig følsom natur i nærheden med det halve senest i 2031. Og det er det krav, kvægavleren med sine organisationer i ryggen ikke mener at kunne leve op til.
Kravet om at indføre ny teknologi opfatter BL som om, at kvægbruget er "pålagt at lukke indenfor 10 år" og vil have den testet ved en retssag, der "kan få stor betydning for mange andre bønder rundt i det ganske land", som det fremgår af organisationens pressemeddelelse.
Husdyrbruget ligger tæt på Habitat-naturtyper i et Natura-2000 område ved Sneum Å og Holsted Ådal, fremgår det af miljøgodkendelsen.
Ny teknologi ikke nok
Kravene til kvægbruget skærpes af, at der tæt ved ligger et andet landbrug, der også udleder ammoniak, men beskyttelsesniveauet er overskredet uanset, om det tælles med eller ej. Vejen Kommune vurderer, at der er behov for at stille skærpede vilkår for at begrænse ammoniakpåvirkningen på naturtyperne, fremgår det af tilladelsen.
Af kommunens historik fremgår, at det i 2018 stod klart, at miljøgodkendelsen fra 2011 ikke blev overholdt, og i 2020 var der møde på ejendommen med ejerne, kommunale sagsbehandlere, konsulenter, lokalpolitikere samt folk fra Landbrug og Fødevarer omkring ejendommens fremtid.
Landbruget vil efter alt at dømme også med ny teknologi få vanskeligt ved at leve op til miljøkravene, da der i forvejen er tale om et kvægbrug med naturlig ventilation, hvor en del af anlægget er med dybstrøelse, så der er lige nu ikke kendt teknologi tilgængeligt.
Det fremgår, at de to nyeste staldanlæg fra 2000 og 2007 skal leve op til miljøkravene i henholdsvis 2031 og 2038. Og netop det opfatter landbruget selv som et krav om lukning.
300 andre landbrug i spil
- Vi har stævnet kommunen, men det her er en retssag om den specifikke ammoniakregulering. Sagen kommer til at afprøve de generelle regler, understreger chefjurist Nikolaj Schulz fra Bæredygtigt Landbrug, der åbenbart nu er landmandens organisation, mens det ved mødet i 2020 var den på miljøområdet mere moderate Landbrug
- Omkring 300 husdyrbrug står til at dreje nøglen om som følge af husdyrloven. I Bæredygtigt Landbrug accepterer vi ikke, at gode landbrug ødelægges, og at landbrugsfamilier helt uden grund skal gå fra hus og hjem på et både ufagligt og juridisk uholdbart grundlag. Alle er tabere ved det her, siger han.
Formand for Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter (LDM) Kjartan Poulsen mener, at "myndighedernes restriktive pålæg reelt forhindrer landmændene i at udvide eller blot drive bedriften videre på et rentabelt grundlag":
- I disse tilfælde må myndighederne vælge mellem ejendomsrettens ukrænkelighed og opkøb eller ekspropriation. LDM kan ikke stiltiende se på, at man fratager vores medlemmer deres indtjeningsgrundlag. Lignende pålæg ses andre steder, og det bør stoppe.
Vagn Sørensen (V), der er formand for Udvalget for teknik og miljø, siger til JydskeVestkysten, at kommunen i første omgang afventer resultatet i lignende retssager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.