
VEJLE / BILLUND: Der bliver grædt tørre tårer i Vejle over Dansk Folkepartis beredvillighed over for at droppe en togbro over Vejle Fjord. Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) har aldrig været begejstret for broen, der skulle skære otte minutter af togtiden ved at lede togene uden om bymidten.
- Det vil give ro på at vide, at vi fortsat får togene ind igennem Vejle, og den ro er vi superglade for, siger han.
Borgmesteren opfordrer endda til, at partierne bag Togfonden ikke bare udskyder byggeriet af den nye bro, men dropper det fuldstændigt.
- Det er lidt paradoksalt, for lige præcis i dag er vi ude for at ekspropriere tre huse, som ligger der, hvor den nye skinnelinje skulle være. Men nu er der skabt ny usikkerhed, og den kunne man undgå, hvis man lagde planerne i skraldespanden i stedet for bare at lægge dem i skrivebordsskuffen, siger Arne Sigtenbjerggaard.
Hellere tog til tiden
Han bakker dog op om den del af forliget, der handler om at elektrificere og udbygge forsømte dele af tognettet.
- Broen skulle spare et sted mellem syv og ni minutter på turen fra Aarhus til København. Men når jeg har været til møder i København og kørt med tog, har jeg for sjov noteret mig, hvor stor forsinkelsen har været, og i nogle tilfælde er vi nået op på en halv time. Derfor er det for mig at se langt mere givtigt at bruge penge på at få tog til tiden end på en bro.
Arne Sigtenbjerggard har samtidig en forventning om, at planerne om en togforbindelse fra Vejle til Billund Lufthavn bevares.
- Men vi ved omvendt også godt, at hvis forliget skal åbnes igen, og parterne skal til forhandlingsbordet, så er alt formentlig i spil igen. Jeg håber ikke, at den også bliver pillet fra, for det vil betyde meget for Vestdanmarks internationale lufthavn, at togforbindelsen bliver til noget.
Forslaget fra Dansk Folkeparti er en konsekvens af, at finansieringen af Togfonden vakler. Det var tanken, at en højere afgift på olien fra Nordsøen skulle bidrage til fonden, men på grund af de lave oliepriser holder beregningerne ikke længere.
Tynd tråd
Billund Lufthavns direktør Kjeld Zacho Jørgensen følger spændt de seneste politiske udmeldinger om Togfonden og håber på, at planen om ny jernbaneforbindelse til Billund overlever, fortæller TV Syd.
Som en del af aftalen sikrede DF sig, at der sammen med en ny togbro over Vejle Fjord skal skabes jernbaneforbindelse fra Jelling til Billund af hensyn til både lufthavnen, turismen og erhvervslivet. En forbindelse, der med de nye udmeldinger hænger i en tynd tråd.
- Vi følger situationen nøje. Meldingerne går jo først og fremmest på, at jernbanebroen droppes. Jeg håber, at en ny togforbindelse til Billund overlever en tilpasning af planerne med Togfonden. Der vil fortsat være en stor gevinst ved, at Billund med lufthavnen, Legoland og Lego bliver koblet på det landsdækkende jernbanenet, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen til TV Syd.
Broen over Vejle Fjord er budgetteret til at koste 4,3 mia. kr. ud af det samlede budget for Togfonden på 28,5 mia. kr.
Odenses borgmester, Anker Boye (S), er kritisk over for DF's nye signal:
- Man skal ikke sjakre rundt med de store politiske forlig, men have respekt for de aftaler, der er indgået. Selvfølgelig er forudsætningerne ændret, men så må man trække harmonikan længere ud og gennemføre tingene på en anden måde eller finde pengene et andet sted.
ka / ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.