
VEJLE: DGI Husets svømmehal i Vejle bliver ombygget og får tilføjet et 50 meter bassin med nye digitale oplevelser. Svømmehallen får en lang række muligheder for både seriøs træning i og ved siden af bassinerne samt mange muligheder for leg, spil og aktivitet. Det oplyser Lokale og Anlægsfonden, der støtter projektet med 9 mio. kr.
DGI Huset i Vejle er løbende blevet udbygget siden 2009 og nu er tiden endelig kommet til svømmefaciliteterne. Efter en udviklingsproces med brugergrupper, Vejle Kommune og Lokale og Anlægsfonden står projektet klart.
Lysstribe
Den eksisterende svømmehal bliver omdannet til to bassiner målrettet vandleg og forskellige bevægelsesaktiviteter som udspring, klatring, Tarzanbane, dykning, trampolin og genoptræning – og rutsjebanen bliver forlænget fra 30 til 50 meter.
I forlængelse af det eksisterende byggeri etableres et nyt 50 meter bassin med store glasfacadepartier. Det nye 50 meter bassin udstyres med LED-lys på bunden, så svømmere kan opleve at konkurrere også selv om de træner for sig selv.
Svømmerne kan følge lysstriben, der kan indstilles til flere hastigheder, og forsøge at komme foran dem. I bassinkanten etableres der trykknapper, så flere svømmere kan deltage i stafetlege. Bassinet udstyres med undervandskameraer, så eksempelvis elitesvømmere kan studere og forfine deres svømmeteknik under træning.
Mobil bro
50 meter bassinet betyder en stor udvidelse af kapaciteten for anlægget. Da det kan deles af en mobil bro, kan bassinet indrettes til mange aktiviteter samtidigt. Kapaciteten udvides fra de nuværende seks baner på 25 meter. Det bliver muligt at træne på otte 50 meter baner, eller 16 baner på 25 meter. Det vil også være muligt at spille kajakpolo i den ene halvdel af 50 meter bassinet, mens der svømmes på 25 meter bane i den anden halvdel.
Rundt om bassinerne etableres forskellige muligheder for styrke- og konditionstræning på tørt område. I den eksisterende del af svømmehallen fjernes den gamle tribune delvist, hvilket giver plads til et 'hot and cold-område' med spa, dampbad, sauna og koldtvandsbassin.
Den nye svømmehal i Vejle er tegnet af Arkitema Architects i samarbejde med ingeniører fra COWI. I alt bliver projektet på 3.579 m². Vejle Kommune har afsat 77 mio. kr. til projektet. Lokale og Anlægsfonden støtter nu med 9 mio. kr. I alt forventes projektet at koste 87 mio. kr. at etablere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.