
VEJLE: Et orangeri, en kærlighedssti, et nyt legeområde, bedre scenefaciliteter samt forbedring af adgange til fjorden. De elementer kan blive dele af en revitaliseret Skyttehushave - centralt i Vejle, oplyser kommunen.
A.P. Møller-fonden har doneret 25 mio. kr. til en revitalisering af den traditionsrige Skyttehushave, de indledende arbejder med bl.a. valg af rådgiver er på plads, og kommunen inviterer i sensommeren borgerne med i processen. Valget af rådgiver faldt på de danske landskabsarkitekter SLA A/S, der er et internationalt anerkendt byudviklings- og rådgivningsfirma.
Gennem generationer har Skyttehushaven ved Vejle Fjord været Vejles store folkelige samlingssted til koncerter, Sct. Hans bål m.m. Sidste år havde haven 100 års jubilæum, og det vidner om, at haven stadig er et vigtigt samlingspunkt for aktiviteter i byen.
Haven har dog længe trængt til en kærlig opgradering for at gøre den endnu mere attraktiv og tidssvarende, og nu starter processen med at afklare, hvordan stedet skal tage sig ud, og hvad området skal indeholde. Stadsarkitekt Lisbet Wolters har haft den indledende dialog med rådgiverne:
Knopskydning
- Umiddelbart er det ikke en let opgave at gentænke Skyttehushaven, da samlingsstedet bærer præg af knopskydning uden en samlet plan. Dét, der gør SLA særlige som rådgiver, er deres måde at skabe en helhedsplan og en samlet fortælling på. Deres visioner for Skyttehushaven får haven til at folde sig ud på ny og skaber et nyt møde mellem fortid og nutid.
SLA’s opgave bliver helt konkret at udarbejde en helhedsplan for promenaden og Skyttehushaven fra Bølgen til Albuen samt at komme med et projektforslag til selve Skyttehushaven.
Udover donationen fra fonden skal Vejle Kommune selv bidrage med forbedring af bygningsværket, beplantning og beskæring samt parkeringsfaciliteter. Vejle Kommune bidrager med 5 mio. kr. via budgettet, og hertil kommer 2 mio. kr. fra havens drift.
I løbet af sensommeren vil borgerne blive inviteret med i processen. Anlægsarbejdet forventes påbegyndt i 2017 og projektet forventes at være færdigt primo 2018.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.