Stadig flere Venstrefolk kræver, at de planlagte 175 kilometer højspændingsledninger fra Holstebro til den tyske grænse skal graves ned.
Pengene kan findes ved at sænke elafgiften mindre, end regeringen lægger op til i sit nylige energiudspil. Det foreslår både folketingsmedlemmer og borgmestrene i det berørte område.
Merudgiften ved at lægge kablerne i jorden anslås af det statslige selskab Energinet til mellem 3,4 og 7,6 mia. kr.
Kravet om nedgravning kommer fra blandt andre de to tidligere Venstre-ministre Hans Chr. Schmidt og Carl Holst, der er valgt i området. Carl Holst har flere forslag til finansieringen.
- I stedet for at sænke elafgiften med 25 øre, som der lægges op til i regeringens energiudspil, kan man måske enes om kun at sænke den 23 eller 24 øre, siger han.
Man kan også vælge at forlænge afskrivningsperioden for projektet. Men det er op til forligspartierne, siger Carl Holst.
Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) afviste indtil for nylig at ændre projektet, som er en del af forliget fra 2016 om at afskaffe PSO-afgiften. Det vil indebære over 500 elmaster på 35 meters højde ned gennem Vest- og Sønderjylland.
Alle Folketingets partier minus Enhedslisten og Alternativet er med i aftalen, der skal forstærke elnettet og være bindeled til Viking Link-kablet gennem Nordsøen til England.
Men efter voksende kritik og mange lokale protestmøder lovede Lilleholt i sidste uge at indkalde partierne til et møde.
Det glæder Venstres naturordfører, Anni Matthiesen. Hun vil hente milliarderne ved en lavere nedsættelse af elafgiften end foreslået.
- Det vil være en katastrofe for Vestjyllands natur, når man sætter de her højspændingsmaster op. Jeg tror, en stor del af befolkningen er indstillet på at være med til at betale de omkostninger, siger Anni Matthiesen.
En øre er nok
I Vest- og Sydjylland ruster fem Venstre-borgmestre sig til kamp. En af dem, Erik Buhl i Varde, har forståelse for behovet for at kunne transportere strøm.
- Men samfundet er forpligtet til, at vi får så få gener som muligt i området. Det ser ud til, at der er et reelt alternativ til at hænge kablerne i master. Det vil vi selvfølgelig forfølge til sidste kilometer, siger han.
Erik Buhl peger på, at man andre steder i landet bruger penge på at flytte luftledninger ned i jorden.
- Hvis man målrettede én øre af nedsættelsen af afgiften, ville der være penge til nedgravningen - afhængig af hvor mange år, det skal gå over. Men det er selvfølgelig Folketinget, der skal beslutte finansiering, siger Varde-borgmesteren.
Hvad med S og DF?
I Esbjerg betvivler borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ikke, at der er brug for 'en motorvej i elnettet'. Men også han vil bruge en del af elafgiften på at grave kablerne ned.
- Det bliver spændende at se, hvad Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet mener om det her. De er jo med i forliget og er også nødt til at bide til bolle, hvis vi skal finde en anden løsning, siger han.
Lavere elafgift har været regeringens store slagnummer i energiudspillet.
Folketingsmedlem og tidligere transportminister Hans Chr. Schmidt vil have 400 kV-forbindelsen ned i jorden. Det må koste, hvad det koster, fastslog Venstre-medlemmet 7. maj i JydskeVestkysten.
Også Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har protesteret mod planerne. Masterne kommer til at krydse Skjern Enge, et af landets mest værdifulde natur- og fugleområder, som staten og EU har brugt 300 mio. kr. på at genoprette.
Længere sydpå skal elledningen løbe parallelt med Vadehavet. Det kan blive skæbnesvangert og resultere i masser af dræbte fugle, frygter biolog Knud Flensted fra DOF.
Jens Joel, Socialdemokratiets energiordfører, står ved PSO-forliget fra 2016. Det er imidlertid ikke S, men regeringen, der har haft travlt med at rulle den grønne omstilling tilbage, siger han.
- Det her er et problem, regeringen selv har skabt. Hvis ministeren er blevet klogere, så dukker vi gerne op til forhandlinger. Men indtil videre har Lilleholt kun leveret udtalelser til pressen, siger Jens Joel.
Lars Chr. Lilleholt har ingen kommentarer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.