
Borgere i Odder Kommune skal i gennemsnit vente fire dage på, at kommunen behandler en byggesag. I Allerød venter borgerne i 213 dage. Det viser nye tal fra DI Byggeri.
- Det er bemærkelsesværdigt, at forskellene er så store i så lille et land som Danmark. De lange ventetider sætter både boligejerne og håndværkerne i en meget usikker situation, siger direktør i DI Byggeri Anders Stouge.
Den gennemsnitlige behandlingstid i landets kommuner er i 2022 vokset med 12 dage i forhold til 2021.
Også i Odders nærkommuner som Hedensted og Horsens er ventetiden markant længere end i Odder. I Horsens venter borgerne i gennemsnit 91 dage, i Hedensted 104 dage.
Langsomst i hovedstadsområdet
Generelt halter hovedstadsområdet efter, når det gælder sagsbehandlingstid. Med en stigning på ti dage i gennemsnit fra 2021 til 2022 venter borgerne i hovedstadsområdet 127 dage på at få godkendt deres projekter.
I Sydjylland går det ifølge tallene fra DI Byggeri hurtigst. Her venter borgerne i gennemsnit 37 dage.
- Sagsbehandlingstiden er noget, mange kommuner arbejder benhårdt med få nedbragt. Desværre ser vi alligevel, at det samlet set går den forkerte vej, lyder det fra Anders Stouge.
- Hvis man som nybygger eller boligejer har en så stor usikkerhed om den samlede pris for byggeriet, vil nogle opgive, før de overhovedet er startet, og det kan koste dyrt i tabte ordrer for byggebranchen.
Færre sager end i 2021
Omkring 33.000 byggesager blev behandlet i kommunerne i 2022. Det er 25 procent færre end året før.
Ifølge DI Byggeri kostede det borgerne op mod en kvart million kroner, hvis ventetiden var på omkring et halvt år.
- Hvis det seneste år har lært os én ting, er det, at byggematerialer hurtigt kan svinge meget i pris. Og hvis man som boligejer skal vente op mod syv måneder, før byggeriet kan gå i gang, kan det blive meget dyrt, siger Anders Stouge.
Se analysen her
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.