dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Vestager kritiserer Syddanmarks brug af Waterfront

Økonomi- og indenrigsministeren kalder Region Syddanmarks brug af pr-bureauet Waterfront for urimelig og informerer statsforvaltningen
4. APR 2013 11.26

SYDDANMARK: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager melder nu klart ud, at hun finder Region Syddanmarks brug af pr-bureauet Waterfront til at modarbejde en fast forbindelse over Kattegat, urimelig.

Udtalelsen kommer som svar på et spørgsmål fra erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF), der gerne ville kende ministerens holdning til, at 'Region Syddanmark har brugt 1.050.000 kr. på at betale bureauet Waterfront for at skabe bevidst dårlige nyheder om Kattegat-komiteens arbejde for en fast Kattegat-forbindelse'.

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at en region skaber nyheder, der har til formål at modarbejde andre offentlige myndigheders opgavevaretagelse, svarer ministeren.

Hun understreger samtidig, at en region har ret til at markedsføre sig selv, og at det er statsforvaltningens opgave at føre tilsyn med, at loven overholdes. Statsforvaltningen Syddanmark skal derfor selv tage stilling til, om den vil rejse en tilsynssag, men ministeren har videresendt svaret til Statsforvaltningen.

Giver ikke mening
Region Syddanmark forstår ikke kritikken.
- Som folkevalgte politikere i de 22 syddanske kommuner og regionen er det selvfølgelig ikke bare vores ret, men i høj grad også vores pligt at kæmpe for syddanske interesser.  Og når vi kæmper for noget, kæmper vi nødvendigvis også mod noget andet. Derfor giver Margrethe Vestagers svar ikke rigtig mening, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Han mener ikke, at Kattegatkomiteen er en offentlig myndighed, men en professionel lobbygruppe med en lønnet formand.
- Komiteen varetager sine interesser, og vi varetager vores. Sådan er politik, siger Carl Holst.

I to andre svar til samme spørger siger Margrethe Vestager, at hun ikke er bekendt med andre lignende sager, og at det nu vil blive undersøgt, om Syddanmark har forbrudt sig mod udbudsreglerne ved at give opgaven direkte til Waterfront.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/vestager-kritiserer-syddanmarks-brug-af-waterfront

GDPR