
VESTHIMMERLAND: Alle konservative byrødder i Vesthimmerland var i formiddags indkaldt til drøftelser af, hvordan de skal forholde sig til den situation, der siden i går har spillet sig ud på Christiansborg.
Borgmester Knud Kristensen sendte i går kraftig kritik afsted mod partiformand Søren Pape, efter at han i går aftes valgte at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen på grund af misvisende beregninger i fødevare- og landbrugspakken.
En rundringning, som dknyt foretog tidligere i dag, viser dog, at Vesthimmerland-borgmesteren er eneste K-borgmester, der er af den holdning. Men i Vesthimmerlands byråd, som har hele 10 konservative byrådsmedlemmer, bakker man op om Knud Kristensens udmelding.
- Vi er alle rigtig kede af det her forløb, og vi har en kraftig forventning om, at partiledelsen en af de nærmeste dage kommer herover og forklarer os, hvad der er op og ned i sagen. Vi kan på ingen måde se, at det skulle være en nødvendig konsekvens at fælde en minister på den her baggrund, siger Henrik Dalgaard, formand for børne- og skoleudvalget, til dknyt.
- Ovenpå den her sag står vi overfor et langt, sejt træk i det konservative bagland, for der er åbenlyst en kæmpe afstand mellem konservativ politik i Vesthimmerland og konservativ politik på Christiansborg.
Respekt for Løkke
Henrik Dalgaard siger, at han ovenpå dagens møde kan tale på vegne af alle konservative byrådsmedlemmer i Vesthimmerland:
- Vi har den dybeste respekt for vores fødevare- og miljøminister, som om nogen har turde stå på mål for et nødvendigt paradigmeskifte i dansk miljøpolitik. Set fra vores stol er det her ikke at klappe hende på skulderen for det store stykke arbejde, hun har stået i spidsen for, siger Henrik Dalgaard.
Han understreger, at K-byrødderne håber, at Venstre-regeringen fortsætter, og at Eva Kjer Hansen fortsætter som fødevare- og miljøminister efter de forhandlinger, som Lars Løkke Rasmussen har kaldt de blå partier sammen til i eftermiddag.
- Vi har stor respekt for, at Lars Løkke giver det her endnu en chance, og så håber vi, at partilederne i fællesskab kan mødes om nogle af de kompenserende miljøtiltag, som Konservative efterspørger, siger Henrik Dalgaard.
Otte ud af i alt ti konservative byrådsmedlemmer deltog i gruppemødet i formiddags.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.