dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Op mod 90.000 gæster besøget Lyngvig Fyr om året, og man kan blandt andet rapelle ned ad siden på fyrtårnet. Fyret er onsdag lukket for publikumsadgang med øjeblikkelig virkning. (Arkivfoto)
Patrick Pleul//Ritzau Scanpix

Vestjysk fyrtårn er i dårligere stand end ventet og lukker øjeblikkeligt

Vand trænger ind i Lyngvig Fyr på den jyske vestkyst, og skaderne betyder lukning på ubestemt tid.

RINGKØBING-SKJERN: Den vestjyske turistattraktion Lyngvig Fyr, der besøges af 90.000 besøgende om året, er onsdag blevet lukket med øjeblikkelig virkning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ringkøbing Fjord Museer, der driver stedet for Naturstyrelsen.

Lukningen kommer, efter et eksternt ingeniørfirma har været på besøg i fyret, der ligger mellem Hvide Sande og Søndervig.

- Selv om tilsynsrapporten endnu ikke er færdig, er konklusionen på nuværende tidspunkt, at fyret er i dårligere tilstand end forventet, står der i meddelelsen.

Naturstyrelsen Blåvandshuk har som ejer af fyret henstillet til Ringkøbing Fjord Museer om at lukke fyret øjeblikkeligt. En henstilling, som museet har fulgt.

- Vi er kede af, at mange mennesker i den kommende tid vil møde et lukket fyrtårn. Men af hensyn til sikkerheden for både gæster og medarbejdere følger vi naturligvis henstillingen fra Naturstyrelsen, siger direktør Mette Bjerrum Jensen.

Det 38 meter høje fyr har ifølge meddelelsen en skade i de øverste dæk, som er forårsaget af indtrængende vand.

Lukket på ubestemt tid

Meldingen fra Naturstyrelsen har hidtil været, at det ville blive nødvendigt med en gennemgribende reparation inden for de kommende år. Museet skriver også, at der jævnligt er udarbejdet tilsynsrapporter for fyret.

- Men selv om problemet har været kendt længe, har omfanget ikke før været alvorligt, og det har ikke tidligere givet anledning til bekymring for sikkerheden, står der i pressemeddelelsen.

Naturstyrelsen og museet afventer nu en endelig tilbagemelding fra ingeniørfirmaet. Det er endnu uvist, hvornår fyrtårnet kan genåbnes. Den gamle fyrmesterbolig, der fungerer som billetsalg og museumscafé, vil dog fortsat være åbent for besøgende.

Lyngvig Fyr blev bygget i 1906, efter at en norsk damper gik på grund ved den jyske vestkyst. Grundstødningen kostede 24 ombordværende livet.


/ritzau/

 

Rettelse 13/9 kl. 11.49: Højden på fyret ændret fra 53 til 38 meter.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/vestjysk-fyrtaarn-er-i-daarligere-stand-end-ventet-og-lukker-oejeblikkeligt

GDPR