
RINGKØBING-SKJERN: Færre kvadratmeter, mindre havearbejde og nærhed til naboer står øverst på mange seniorers ønskeseddel, når de er på jagt efter deres næste bolig.
Realdania tager nu hul på udviklingen af et nyt bud på et seniorbofællesskab, der skal udvikle og afprøve nye løsninger til inspiration for udviklingen af seniorbofællesskaber i hele landet. Seniorbofællesskabet bliver opført i Ringkøbings ny naturbydel over de kommende par år og vil efter planen stå klar til indflytning i 2020, oplyser fonden.
I hele Naturbydelen, der ligger direkte ned til Ringkøbing Fjord, bliver der bygget tættere end i traditionelle parcelhuskvarterer. Der bliver private uderum som fx terrasser eller altaner, men ingen private haver. Naturen fungerer som en stor, fælles have. I stedet for at luge og slå græs i hver sin lille have, kan man bruge det store naturområde med enge, søer, bærhaver og frugtlunde som et mødested, hvor man kan lave forskellige aktiviteter med sine bofæller og naboer på kryds og tværs af generationer.
Udviklingen af seniorbofællesskabet i Ringkøbings nye naturbydel bliver budt velkommen af Ringkøbing-Skjern Kommune:
- Vi vil gerne tilbyde en bred palette af boligmuligheder i vores kommune, som passer til forskellige typer mennesker, ønsker og behov hele livet igennem. Mange af seniorerne i vores område er glade for naturen, men vil også gerne tættere på byen og have en overskuelig bolig. Lige præcis den kombination vil seniorbofællesskabet i Naturbydelen rumme, samtidig med, at det bliver et helt nyt bud på denne boform, som måske også kan tiltrække seniorer fra andre dele af landet, siger Hans Østergaard (V), kommende borgmester.
I starten af det nye år sætter Realdania gang i en konkurrence, som skal finde den tegnestue, som skal tegne det nye seniorbofællesskab. Ét af forslagene bliver efterfølgende bearbejdet til det endelige projekt, som Realdanias datterselskab Realdania By & Byg opfører.
Seniorbofællesskabet, der vil rumme 16 private boliger, ventes at stå klar til indflytning i 2020.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.