
ROSKILDE: Vikingeskibene i Roskilde skal have nyt hjem, der kan sikre dem mod vind og vejr. Og nu er vinderen af arkitektkonkurrencen om et nyt vikingeskibsmuseum fundet. Det oplyser Vikingeskibsmuseet i Roskilde til Ritzau.
Det bliver Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der skal stå i spidsen for projektet. De skal skabe en ny bygning, der skal huse de fem vikingeskibe, en transformation af Vikingeskibshallen samt en forandring af landskabet omkring museet.
To nøgleord har været i højsædet, da vinderen af konkurrencen skulle findes. Nemlig bæredygtighed og klimasikring. Det er bare tre uger siden, at Vikingeskibsmuseets beredskab måtte sikre de 1000 år gamle skibe mod den stormflod, der ramte Danmark.
Derfor er det ekstremt vigtigt, at vikingeskibene får et nyt hjem. Det fortæller Tinna Damgård-Sørensen, der er museumsdirektør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
- De fem vikingeskibe er jo en del af vores fælles kulturarv. Vikingeskibshallen kan ikke længere give dem den nødvendige beskyttelse mod den klimaudvikling, vi ser med tilbagevendende stormfloder. Så vi har brug for at lave en lidt drastisk løsning for at sikre skibene fremover. Derfor har vi besluttet at opføre en helt ny bygning, så vi kan sove trygt om natten. Også selv om der kommer stormflod, siger hun.
Projekt til over en kvart milliard
Samtidig fortæller hun, at der i den nuværende bygning kommer en del lys ind, der rammer skibene. Og det kan de gamle skibe ikke tåle. Det kan nemlig nedbryde konserveringsmateriale i skibene. Det er der derfor taget højde for i det kommende byggeri.
De bygninger, der allerede er en del af dagens Vikingeskibsmuseet i Roskilde bliver stående. Den bygning, der indtil nu har huset vikingeskibe, skal fremover arbejde med forskellige udstillinger, så museet kan tiltrække flere gæster i vintersæsonen.
Hvis alt går efter planen, så vil byggeriet stå på mellem 2025 og 2027. I 2028 kan vikingeskibene så rykke til deres nye klimasikrede hjem.
Folketinget støtter projektet med 150 mio. kr., mens Roskilde Kommune støtter med 25 mio. kr. Tre fonde støtter sammenlagt med 135 mio kr. Det oplyser Vikingeskibsmuseet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.