
ROSKILDE: Frivillige og ansatte på Vikingeskibsmuseet i Roskilde har natten igennem kæmpet for at holde vandmasser væk fra de historiske vikingeskibe. Og det er da også lykkes at holde stormen Urd fra døren, fortæller museets direktør, Tinna Damgaard-Sørensen.
- Alle de foranstaltninger, vi har lavet for at holde vandet ude, har holdt. Der har ikke været vand inde i museet. Lettelsen begynder at sprede sig, siger hun.
Vikingeskibsmuseet i Roskilde var meget tæt på at bukke under for vandmasserne, da stormen Bodil slog til for tre år siden. Her pressede vandmængderne sig mod museets vinduesparti.
- Bodil var en forfærdelig storm for os, og den skabte enorme og omfattende ødelæggelser på museet. Men til gengæld lærte vi en masse, siger Tinna Damgaard-Sørensen.
Efterfølgende har museet lavet en omfattende beredskabsplan. Inden Urd gik i land med kraftige vindstød, blev vikingeskibene dækket over med plastik for at beskytte dem mod vandsprøjt.
Plader, gummi og sand
Vinduespartiet mod fjorden er blevet forstærket med plader og gummi. Samtidig har der ligget sandsække rundt om bygningen, mens pumper har holdt vandet væk.
Museet åbner tirsdag formiddag til normal tid, men Tinna Damgaard-Sørensen overvejer, om afskærmningen og forstærkningen af vinduespartiet skal blive stående.
- Det skaber opmærksomhed omkring, at bygningen ikke er konstrueret til at modstå stormvejr. Stormsæsonen er jo ikke overstået, og vi skal simpelthen have lavet en varig løsning, så vi ikke hver gang, der er varsling om forhøjet vandstand, skal have medarbejderstab og frivillige til at stille op dag og nat.
Vikingeskibsmuseet er fredet, hvilket forhindrer museet i at restaurere og dermed forhindre Vikingeskibshallens forfald. I november sendte museet en ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen om en affredning af bygningen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.