
Regeringens ressourcestrategi 'Danmark uden affald' har til formål at fremme genanvendelsen af ressourcer fra affaldsproduktionen og reducere afbrændingen af især husholdningsaffald. Og ifølge regeringen er øget genanvendelse ikke dyrere end fortsat forbrænding af husholdningsaffaldet.
Ifølge miljøvismændene er den konklusion imidlertid tvivlsom, da analysen bag bygger på problematiske antagelser og forudsætninger: Sammenligningen af den nuværende praksis og alternativerne med øget genanvendelse baseres ikke på ensartede forudsætninger, og analysen inddrager ikke omkostningerne ved øget tidsforbrug i husholdninger, hvis affaldet skal sorteres, hedder det lidt overraskende.
At strategiens målsætning om øget genanvendelse motiveres med stigende priser på ressourcer, får også et modspil. Stigende priser vil nemlig gøre genanvendelse mere fordelagtig privatøkonomisk set, og stigende priser er ifølge vismændene derfor ikke et argument for politisk indgriben. Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen når frem til den modsatte konklusion: På nuværende tidspunkt kan det ikke betale sig at øge genanvendelsen.
Ødelæg ikke gode løsninger
KL har forholdt sig til miljøvismændenes rapport, som skulle vise, at øget genanvendelse i stedet for forbrænding vil forøge omkostningerne med 600 til 1.000 kr. pr. ton. Og det får teknik- og miljøudvalgsformand Martin Damm (V)
til at udtale:
- Der kan ikke være nogen tvivl om, at affald er en ressource, som vi skal blive bedre til at bruge. Det går ikke, hvis vi blot fordyrer processerne, uden at det gavner miljøet. I stedet bør vi nu afsøge innovative teknologier og forsøg, så vi kan finde løsninger, der både gavner miljøet og samfundsøkonomien.
Martin Damm mener også, at analyseresultaterne bør føre til et stop for planlagte lovændringer.
- Staten bør nu skrinlægge planerne om at lave lovændringer, der kaster alle vores anlæg til forbrænding ud i stor usikkerhed. Man skal ikke ødelægge de gode løsninger, vi allerede har, før man er sikker på, at man har nogen bedre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.