
Landets kommuner kan snart vente brev fra miljøminister Lea Wermelin (S), oplyser ministeriet. Hun mener nemlig, det går for langsomt i kommunerne med at forbedre den økologiske tilstand i vandløbene.
En aktuel status viser ifølge Miljø- og Fødevareministeriet, at vandløbsindsatserne halter og ikke bliver gennemført i tilstrækkelig høj grad. Med det nuværende tempo tegner det til, at kun ca. 30 pct. af målet i de gældende vandplaner vil blive nået. Anden vandplanperiode udløber med udgangen af 2021.
- Der er desværre alt for lang vej endnu med at passe bedre på fisk, dyr og planter i vores vandløb. Derfor er det meget vigtigt, at kommunerne prioriterer opgaven. For de tiltag, der er sat i gang for at fremme vandløbsindsatserne, virker. Jeg er ikke i tvivl om, at engagementet til at løfte opgaven er til stede i kommunerne, men der skal mere fart på arbejdet, siger Lea Wermelin.
Pengene er afsat
Hun minder også om, at kommunerne kan få støtte til vandløbsforbedringer vil en tilskudsordning. Det kan fx være at udlægge grus til gydepladser, genslyngning af vandløb, åbning af rørlagte vandløb og plantning af træer langs vandløb.
- Pengene er afsat, så det er bare at komme i gang. Kommunerne har det lokale kendskab, ekspertisen og knowhow til at gennemføre de bedste projekter. Jeg håber, at vi i næste runde vil se en eksplosiv stigning i ansøgninger. Det gælder beskyttelsen af vores natur og miljø, siger Lea Wermelin.
Først på året blev en handleplan sat i værk for at få gang i vandløbsindsatsen. Siden er antallet af ansøgninger steget med 45 pct. I seneste runde er der således søgt for 200 km vandløb og fjernelse af 16 spærringer.
ak
Kommuner kan søge om økonomisk tilskud til at gennemføre vandløbsindsatser.
Der er to årlige ansøgningsrunder. I nuværende anden vandplanperiode fra 2015-21 er der således tre ansøgningsrunder tilbage.
Målet i VP2 er, at der skal ske en forbedring af tilstanden i 3.600 km vandløb, og at der skal fjernes 615 spærringer i vandløbene.
Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at udvikle tredje generation af vandområdeplaner, der skal gælde fra 2021 til 2027.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.