KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget har givet grønt lys til 11 projekter til en samlet værdi af 390,5 mio. kr., der skal være med til at sikre 77.328 husstande mod skybrud, oplyser kommunen.
Det er både mellem- og højrisikoområder, projekterne skal sikre i fremtiden, og de 11 projekter udgør den samlede projektpakke for 2017.
Centralt i 2017 er nogle af de helt store forsinkelsespladser, som skal holde vandet tilbage og væk fra kloakkerne, så disse ikke løber over, som det er set tidligere. Skt. Jørgens Sø midt i København, Lersøparken i Bispebjerg og Valbyparken i Sydhavnen skal alle spille centrale roller i den sammenhæng, så vandet kan ledes ad skybrudsveje til de store områder og dermed holdes væk fra kældre og kloakker.
Rekreative værdier tilgodeses
Projektet omkring Skt. Jørgens Sø er et godt eksempel på, hvordan skybrudsprojekterne skal være med til at udvikle byen. Søen skal kunne holde en masse vand tilbage og samtidig medvirke til at øge de rekreative værdier midt i København.
Et andet eksempel, som allerede er i fuld gang, er forandringerne omkring Hans Tavsens Park på Nørrebro. Et projekt som både handler om at sikre området mod oversvømmelser og samtidig skabe lokale fornyelser af kvarteret, og som også har fået international opmærksomhed.
Projektet er blevet udtaget til at være en del af Nordic Built-konkurrencen, som fokuserer på temaerne ressourceknaphed, klimaændringer og befolkningstilvækst i byerne gennem nordisk innovation.
Med projektpakken for 2017 er der i alt disponeret 837,9 mio. kr. til i alt 33 projekter ud af de samlede 3,317 mia. kr. fra ansøgningen til Forsyningssekretariatet, som dækker 300 projekter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.