
Der har igen i år været stor interesse for Drikkevandsfondens tilskudspuljer, og alle tilskudsberettigede ansøgninger modtager tilskud til projekter, der kan forbedre drikkevandet, oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Der tildeles i alt 67,4 mio. kroner til indsatser, der skal beskytte grundvandet mod forurening og sikre rent drikkevand til fremtidige generationer.
- Det danske drikkevand er en af vores mest værdifulde ressourcer, men det er også under stigende pres. Et pres, som vi har et ansvar for at beskytte det imod. Med Drikkevandsfonden støtter vi vigtige lokale projekter, der gør en forskel for drikkevandet, hvad end det handler om skovrejsning, sprøjtefrie områder eller opkøb af jord. Det er en vigtig og målrettet indsats, siger miljøminister Magnus Heunicke.
I alt 15 projekter har fået midler fra fonden, der blev en realitet med finansloven i 2022, hvor der blev afsat 170 mio. kr. til perioden 2022-2025. Yderligere tilskud til fonden på godt 48 mio. kr. blev tilføjet i 2024, netop med henblik på, at kunne give tilskud til alle berettigede ansøgninger.
Sprøjtning og spøgelsesbrønde
Et af de projekter, der får tilskud, er Vandcenter Djurs, som har fået tilsagn om 26,4 mio. kroner. Midlerne skal gå til grundvandsbeskyttelse af Vejlby Kildeplads, som er vigtig for forsyningssikkerheden af Grenå og omegn. Projektet indebærer, at et område på ca. 662,5 hektar skal gøres fri for nitrat og sprøjtemidler.
Skive Vand A/S er et af de andre projekter, som har fået tilskud på 1,7 mio. kroner. Her skal en nye kildeplads på øen Fur beskyttes, fordi der er ingen eller meget ringe mulighed for at finde grundvand af god kvalitet og i tilstrækkelige mængder andre steder på øen. Her skal ca. 35,5 hektar beskyttes ved at lave restriktionerne for brugen af sprøjtemidler i området.
Rundt i landet findes der ubenyttede brønde og boringer, de såkaldte ”spøgelsesbrønde”, der tidligere har været brugt til at skaffe drikkevand til dyr og mennesker. De gamle brønde står nu ubrugte hen, og mange af dem er ikke lukket forsvarligt. Det betyder, at der eksempelvis kan sive sprøjtemidler ned i grundvandet. Der tildeles i 2024 4,0 mio. kroner til at sløjfe 231 ubenyttede brønde eller boringer.
- Spøgelsesbrønde og gamle boringer er en skjult fare, som kan gøre en stor skade på vores grundvand, fordi der kan sive forurening ned i grundvandet. Derfor er det nødvendigt, at vi får dem opsporet og lukket, så de ikke udgør en risiko for det grundvand, som vi alle er afhængige af, siger miljøminister Magnus Heunicke.
I perioden 2022-2024 har Drikkevandsfonden ydet tilskud til i alt 42 drikkevandsbeskyttende projekter for ca. 148 mio. kr. og tilskud til sløjfning af 515 brønde og boringer for ca. 8,5 mio. kr.
Der er i 2024 givet tilsagn til projekter med mål om beskyttelse af omkring 2.000 ha fra tilskudspuljen til medfinansiering af drikkevandsbeskyttelse.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.