dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
I 2026 kan passagerer i den offentlige transport vinke farvel til de blå rejsekortstandere. De skal pilles ned og erstattes af færre andre standere.
Lars Laursen/Ritzau Scanpix

19.000 standere til rejsekort skrottes og erstattes af færre nye

De blå rejsekortstandere skal pilles ned i 2026. Trafikselskaberne skal selv betale.
20. NOV 2024 6.01

De 19.000 standere til at tjekke ind og ud med rejsekort, som står rundt om på landets bus- og togstationer, skal pilles ned i 2026. Det skriver mediet MobilityTech, der har fået indsigt i udbudsmaterialet til de nye standere, der skal sættes op i stedet.

De nye standere bliver færre, og der skal også udvikles mindst fire nye lyde til maskinerne, skriver mediet. De allerførste standere blev taget i brug i 2011, mens de nyeste er få år gamle.

Siden er teknologien gradvist blevet bedre. I september i år blev det fysiske rejsekort suppleret med en app. Det betyder, at omkostningerne til det nye system forventes at blive lavere, skriver MobilityTech, fordi der blandt andet vil være færre standere.

Rejsekorts kundedirektør, Jens Willars, skriver til mediet, at "vi forventer, at de vil være billigere at vedligeholde". Der er over 500.000 brugere af rejsekort som app, skriver Rejsekort og Rejseplan A/S, som ejes af en lang række trafikselskaber.

Skal selv betale

I alt forventes projektet at koste mellem 125 og 250 millioner kroner alene for fysisk materiel, skriver MobilityTech. Trafikselskaberne skal desuden selv betale for at udskifte standerne.

I oktober fortalte direktør i Rejsekort & Rejseplan Tina Hørbye Christensen, at det i fremtiden kan blive muligt at betale med kreditkort, når man skal køre med bus, tog eller metro.

Det fortalte hun på en trafikkonference i København, som Ingeniøren berettede fra. Det skal ske, når der i 2026 bliver udrullet et nyt system.

- Når vi har implementeret den alternative løsning, når det virker, og vi kan fjerne de blå punkter, så vil vi arbejde på, at man kan bruge kreditkort, sagde hun.

Fokus på app

Når de nye standere er sat op, vil der fortsat gå tid, før betaling med kreditkort er muligt. Tina Hørbye Christensen fortalte ifølge Ingeniøren, at løsningen med kreditkort først vil blive implementeret i en fase to.

I en mail til Ingeniøren uddybede Rejsekort & Rejseplan dog, at man forventer at have kreditkortbetaling klar i 2026, men tidsplanen er usikker. Det er dog fortsat planen, at de fysiske standere skal være mulige at bruge for et mindretal.

Den nye app skal fungere som primær billetløsning for 90 procent af de 3,3 millioner brugere. De resterende brugere skal have mulighed for at benytte de fysiske standere.

Det kan være personer, der for eksempel er utrygge ved det digitale system, ikke har smartphone eller har særlige behov. Standerne sikrer også, at alle kan rejse uden strøm på telefonen, lød det fra direktøren i oktober.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/19-000-standere-til-rejsekort-skrottes-og-erstattes-af-faerre-nye

GDPR