
AALBORG: Folketinget har indført et prisloft på overskudsvarme, som nu får konsekvenser for Aalborg Forsynings planer om at etablere en stor 20 Megawatt varmepumpe på Renseanlæg Vest. Anlægget skulle trække energien ud af renset spildevand og omsætte det til fjernvarme og kunne levere varme svarende til 4.400 parcelhuses årlige varmeforbrug, oplyser Aalborg Forsyning.
- Konsekvensen af prisloftet er, at vi i stedet for at udnytte varmen i det rensede spildevand bliver nødt til at lede det ud i Limfjorden som hidtil. Dermed kommer vi til at spilde gode ressourcer, og vi bliver nødt til at vælge nogle alternative løsninger, som vil være mindre effektive og dyrere for vores varmekunder. Derudover går vi glip af et klimavenligt fjernvarmeprojekt, for med det nye anlæg kunne vi reducere CO2-udledningen, fordi vi skulle bruge mindre energi til at lave fjernvarme, end hvis vi fx brugte kul, gas eller strøm, siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør.
Den planlagte varmepumpe på renseanlægget var ellers en af de mest effektive løsninger i den grønne omstilling i Aalborg Forsyning, hvor den kulbaserede produktion af fjernvarme på Nordjyllandsværket slutter i 2028 og erstattes af vedvarende energikilder.
Til anlæggets planlagte kapacitet på 20 MW fjernvarme skulle selskabet kun bruge 6 MW strøm, mens resten af energien skulle komme fra det rensede spildevand. Derudover ville anlægget reducere CO2-udslippet med 21.000 ton årligt sammenlignet med den kulbaserede varme fra Nordjyllandsværket. Dertil er renset spildevand en stabil forsyningskilde, for selv på en kold vinterdag, kan man trække varme ud af det og omsætte det til fjernvarme.
Tager til Christiansborg
Aalborg Forsyning mener ikke, at spildevand bør være omfattet af prisloftet, som blev indført for at undgå, at industrivirksomheder begynder at producere såkaldt ”falsk overskudsvarme” og for at sikre, at forbrugerne ikke betaler for meget for varmen.
Ifølge varmeforsyningsloven er overskudsvarme ”uundgåelig varme produceret som et biprodukt fra industri- eller elproduktionsanlæg”.
- Da der ikke tilføres varme til spildevand på et renseanlæg, og da langt størstedelen af energien i spildevand stammer fra husholdninger, bør spildevand ikke kategoriseres som overskudsvarme. Spildevandet har nemlig den samme temperatur, når det ankommer til rensningsanlægget, som når det løber ud af rensningsanlægget, siger Jesper Høstgaard-Jensen, teknisk direktør i Aalborg Forsyning.
Søren Gais Kjeldsen og Jesper Høstgaard-Jensen tager i dag til Christiansborg, hvor de sammen med Fjernvarme Fyn og brancheforeningen Dansk Fjernvarme har foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.
- Det er vores håb, at vi kan overbevise politikerne om, at energi fra renset spildevand ikke bør være omfattet af det nye prisloft. Derudover bakker vi naturligvis resten af branchen op i, at prisloftet helt bør droppes, da det står i stærk kontrast til de politiske ønsker om at udnytte mere overskudsvarme og udfase fossile brændsler, siger Jesper Høstgaard-Jensen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.