
AARHUS / KØBENHAVN: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) skal op i omdrejninger, så kommunerne kan øge trafiksikkerheden ved at sætte farten på vejene ned, mener Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabel (EL) og rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus, Kristian Würtz (S).
De to pointerer, at Ole Birk Olesen i begyndelsen af marts lovede at gøre det nemmere for kommunerne at etablere zoner med en hastighedsgrænse på max 30 eller 40 km/t af hensyn til trafiksikkerheden.
Men siden er intet sket, og i de to store kommuner undrer man sig over, hvorfor arbejdet med det nye regelsæt trækker ud. Transportministerens langsommelighed har derfor nærmest sat arbejdet med at øge trafiksikkerheden og trygheden med hastighedszoner i de to store byer i stå. Såvel Morten Kabell som Kristian Würtz er meget opsatte på at etablere nye hastighedszoner. Men politiet vil ikke godkende nye hastighedszoner, før de kender regeringens ændringer af reglerne på området.
- Sommerferien er nu slut for de københavnske skolebørn, der igen skal gå og cykle mellem deres hjem og skolen. Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at gøre vores skoleveje så sikre som muligt. Og her er en nedsættelse af bilernes hastighed helt central. Derfor må transportministeren få de nye regler på plads, så kommunerne igen kan få fart på arbejdet med at nedsætte hastighedsgrænserne i byerne, siger Morten Kabell.
Ufleksible regler
I Aarhus oplever man udfordringer på grund af det manglende regelsæt. Rådmand Kristian Würtz mener, at det er urimeligt overfor såvel kommuner som politiet – sidstnævnte skal give tilladelserne – at reglerne er så ufleksible, at det giver problemer at finde rimelige løsninger.
- Det bør være så let som muligt at etablere hastighedszoner. Selvfølgelig af hensyn til sikkerheden men også på grund af den tryghed, som lavere hastighed giver beboerne. På sigt håber jeg, at vi får gjort så mange beboelseskvarterer som muligt mere trygge at færdes i. Det vil også give flere lyst til at færdes og opholde sig mere på gader og pladser, siger han.
I 2016 steg antallet af trafikdræbte for første gang efter flere års positive udvikling med færre dræbte og alvorlige personskader. På landsplan registrerede politiet 211 dræbte, mens 1796 kom alvorligt til skade. I København blev 13 dræbt i trafikken, mens antallet af politiregistrerede alvorlige personskader endte på 177. I Aarhus var antallet af trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne henholdsvis 5 og 89 sidste år.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.