dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
To ministre, rigspolitichefen og forsvarschefen holdt tidligere torsdag pressemøde i Forsvarsministeriet om de seneste droneaktiviteter.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Borgmestre er bekymrede over droner

Vi følger situationen tæt, lyder det, efter at der er observeret droner ved flere lufthavne og militære installationer.
25. SEP 2025 14.52

Aftenens og nattens begivenheder, hvor der er meldt om droner over flere danske lufthavne, vækker bekymring - også hos flere borgmestre.

"Jeg forstår uroen, når droner bliver set over vores lufthavn, og det kan mærkes i maven hos os alle," skriver Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S) på Facebook og tilføjer, at han naturligvis følger situationen tæt.

"Som ministrene sagde på pressemødet tidligere i dag, så er der tale om en ny virkelighed med hybridtrusler. Det tager vi meget alvorligt. Vores myndigheder har allerede reageret hurtigt, og regeringen vil styrke værktøjerne, så vi kan stå bedre rustet i fremtiden," skriver han.

Flytrafikken til og fra Aalborg var indstillet i flere timer, og i Billund var trafikken indstillet i knap en time i morges. 

Alvorlig bekymring

Også i Sønderborg er der meldt om mulige droner, dog på et tidspunkt, hvor der ikke var flytrafik på tidspunkt. Også her udtrykker borgmester Erik Lauritzen (S) "alvorlig bekymring".

- Sikkerheden i Sønderborg Lufthavn har højeste prioritet for lufthavnen, og et muligt droneangreb udgør en alvorlig og ny trussel, som vi ser med stor bekymring på. Vi arbejder målrettet sammen med myndighederne for at sikre, at lufthavnen fortsat er et trygt og sikkert trafikalt knudepunkt for hele regionen, siger Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Sønderborg Lufthavn ejes i fællesskab af Sønderborg Kommune og Bitten & Mads Clausens Fond.

I Esbjerg kalder borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) det på Facebook "tankevækkende og bekymrende", at flere danske lufthavne, heriblandt Esbjerg, udsættes for droner nærmest samtidig.

"Vi har selvfølgelig haft medarbejdere “på broen” hele natten - det er en naturlig del af vores egen beredskabsplan - men da der ikke er observeret droner siden kl. 02:08 i nat, afvikles lufttrafikken som normalt fra Esbjerg Lufthavn i dag," skrev han i morges.

Kaserne og havn

Det er ikke kun i og omkring lufthavne, at der natten til torsdag er observeret droner. Det gælder også flere militære installationer, heriblandt Flyvestation Skrydstrup og Jydske Dragonregiment i Holstebro, bekræfter Forsvaret torsdag eftermiddag.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er desuden torsdag eftermiddag til stede ved Korsør Havn efter en anmeldelse om en drone ved havnen, oplyser politiet til Ritzau.

Mandag fløj flere store droner over Københavns Lufthavn, og flytrafikken blev standset i flere timer.

Både politiet og den Nationale Operative Stab Nost har forhøjet beredskabet, så Nost nu er bemandet døgnet rundt.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) slår dog fast, at der fortsat ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/borgmestre-er-bekymrede-over-droner

GDPR