
Anlægsarbejdet på de sidste strækninger af Baltic Pipe i Østjylland og på Vestfyn kan nu genoptages, efter at Miljøstyrelsen har givet en ny miljøtilladelse til projektet. Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Arbejdet på de to strækninger startede i forsommeren sidste år, men blev stoppet i maj, da Miljø-og Fødevareklagenævnet underkendte Miljøstyrelsens oprindelige tilladelse, der blev udstedt i 2019, knap to år før nævnets afgørelse.
Årsagen til underkendelsen var, at klagenævnet ikke mente, at det var tilstrækkeligt belyst, hvordan de såkaldte bilag-IV-arter, fx hasselmus, birkemus og flagermus og deres yngle- og rasteområder, bliver beskyttet under arbejdet med den ca. 210 km lange gasledning. Det er dog nu bragt i orden med den nye tilladelse. Derfor har Energinet nu nu travlt med at indhente de tabte måneder.
- Vi er rigtig glade for, at vi nu endelig har en ny tilladelse, så vi kan gøre arbejdet færdigt. Vi har virkelig travlt med at indhente de tabte måneder, så vi kan nå i mål med projektet. Vi har aftalt med vores entreprenører, at de sætter flere maskiner og folk af til opgaven, så vi kan sætte tempoet i vejret og blive færdige hurtigst muligt. Det er vigtigt for projektet og selvfølgelig også for de lodsejere, som forståeligt nok ser frem til, at vi bliver færdige, så de kan få deres jord tilbage”, siger Søren Juul Larsen, hovedprojektleder for Baltic Pipe i Energinet
Stiller ekstra krav
Arbejdet på de 40 km af rørledningen i Østjylland fra Egtved syd om Kolding til Lillebælt og de 38 km på Vestfyn fra Middelfart til Brylle ved Tommerup går i gang med det samme. Arbejdet kan også genoptages på det 50 kV elkabel, der skal forsyne den kommende kompressorstation i Everdrup på Sydsjælland.
Den nye miljøtilladelse stiller en række ekstra krav til anlægsarbejdet, så der tages ekstra hensyn til beskyttede dyrearter
- Vi er selvfølgelig meget optagede af at tage hensyn til natur og dyreliv i forbindelse med, at vi bygger Baltic Pipe. Vi havde allerede lavet et meget grundigt forarbejde, og det er nu blevet ekstra uddybet. Jeg glad for, at vi har fået en miljøtilladelse, der grundigt beskriver de hensyn, vi kommer til at tage til blandt andet de beskyttede dyrearter i de områder, vi kommer igennem”, siger Søren Juul Larsen.
Bliver væsentligt dyrere
Forsinkelsen har gjort Baltic Pipe projektet væsentligt dyrere. Tidligere har Energinet meldt ud, at prisen på Baltic Pipe bliver en mia. kr. dyrere end budgetteret. Således ender den endelige pris på 8,2 mia. kr.
Stoppet af anlægsarbejdet på grund af den underkendte miljøtilladelse bidrager alene til fordyrelsen med 600 mio. kr., men også stigende priser er blandt årsagerne til prisstigningen.
Forsinkelsen på grund af miljøtilladelsen betyder, at Baltic Pipe nu arbejder med to datoer for idriftsættelse af gasrørledningen: Energinet planlægger at sætte Baltic Pipe i drift med delvis kapacitet fra den 1. oktober 2022, ved at benytte dele af det eksisterende gasnet som midlertidig erstatning for de dele, der ikke vil være færdige på det tidspunkt. Den 1. januar 2023 forventes hele projektet i drift med fuld kapacitet på op til 10 mia. kubikmeter gas om året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.