HØRSHOLM: To dispensationssager om arealoverførsel og udstykning har nu ført til, at advokatfirmaet Bech-Bruun skal give en ekstern vurdering af, om sagsbehandlingen i Hørsholm kører efter bogen, oplyser kommunen.
I den lokale debat er der konkret rejst tvivl om to sager om private ejendomme i Rungsted, hvor der er givet lov til nye udstykninger og såkaldt arealoverførsel. Loven giver en dispensationsmulighed, og debatten går på, om det kan have haft indflydelse på sagernes udfald, at de to ejere dels er udvalgsformand Jan H. Klit (K) og centerchef Katrine Langer.
Da der samtidig i Ugebladet Hørsholm kom kritik af den generelle sagsbehandling på området fra to byrådsmedlemmer, Anne Ehrenreich (V) og Fritz Reuther (V), valgte direktionen at bede Bech-Bruun komme på banen.
Ehrenreich og Reuther mener, at administrationen ikke har handlet inden for Planlovens §19. De to giver i et læserindlæg udtryk for, at 'mens vi venter på nye lokalplaner i hele Hørsholm, er der opstået et smuthul, hvor Hørsholm Kommune fortætter byen gennem arealoverførsler og udstykninger, som er i modstrid med gældende byplanvedtægter og lokalplaner'.
Ehrenreich skriver i Ugebladet, at 'vi ønsker en praksis, hvor borgerne kan regne med, at en minimumsgrundstørrelse på 1.000 m² er 1.000 m², uanset om grunden er dannet ved udstykning, arealoverførsel eller på anden måde. Det bør indskrives i de kommende lokalplaner'.
- Det må og skal vi reagere på, og derfor har direktionen bedt om en uvildig vurdering. Borgerne skal kunne stole på, at myndighedsudøvelsen i Hørsholm Kommune er i orden, og at sager behandles med den ordentlighed som loven tilsiger, og som kommunen ønsker at lægge for dagen, siger direktør Ole Stilling.
Fokus skal i undersøgelsen specielt være på sager om dispensation, og Bech-Bruun skal gå fem år tilbage og særligt vurdere den interne kompetencefordeling i kommunen.
Den eksterne vurdering kommer i Økonomiudvalget på et ekstraordinært møde 25. november og på det ordinære byrådsmøde samme aften.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.