
KOLDING: Sidste år opfordrede to ministre kommunerne til at få kortlagt og genudpeget de gamle sten- og jorddiger i landområderne, som fortsat skal beskyttes. Kolding er som en af de første kommuner gået i gang med et pilotprojekt i Taps og Aller sogne, oplyser kommunen.
I løbet af 2017 skal samtlige diger i de to sogne omhyggeligt vurderes. De bevaringsværdige diger bliver genudpeget, så de fortsat kan bevares for kommende generationer, mens landmænd og andre lodsejere får tilladelse til frit at disponere over diger af ringe værdi.
- Min håb er, at vi med genudpegningen af de bevaringsværdige diger skaber klare linjer for lodsejerne, så de helt præcist ved, hvilke diger der er beskyttede, og hvilke de selv kan bestemme over. Det vil fortsat være sådan, at lodsejeren kan søge kommunen om dispensation til f.eks. at lave en gennemkørsel i et beskyttet dige for at lette det daglige arbejde, forklarer skov- og landskabsingeniør Søren Mikael Møller, Kolding Kommune.
Tvivl om reglerne
Digerne i landzone er beskyttet efter museumsloven. De beskyttede diger blev kortlagt på landsplan i 1992, men da der er tale om en vejledende kortlægning behæftet med en del fejl og mangler, opstår der jævnligt tvivl og usikkerhed om reglerne. Derfor opfordrede daværende kulturminister Bertel Haarder (V) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i 2016 kommunerne til at få skabt klare linjer. Dels for at sikre beskyttelsen af de bevaringsværdige diger, dels for at styrke lodsejernes retssikkerhed.
Kolding Kommune starter med at undersøge og foretage en konkret genudpegning af bevaringsværdige diger i Taps og Aller for at få nogle erfaringer. Herefter skal politikerne vurdere, om kommunen skal se på andre områder i kommunen. I Taps og Aller sogne er der registreret knap 130 diger, mens der er cirka 2.500 diger i hele kommunen.
Undersøgelsen af digerne ventes at tage to-tre måneder. Forslaget til, hvilke diger der skal beskyttes, sender Kolding Kommune herefter i høring hos de berørte lodsejere, der får mulighed for at komme med indsigelser. Høringsperioden varer otte uger. Når byrådet har vedtaget det endelige forslag, får Slots- og Kulturstyrelsen 12 uger til at komme med indsigelser.
Se mere i Slots- og Kulturstyrelsens tema om beskyttelsen af sten- og jorddiger
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.