AARHUS / FOLKETINGET: I juni 2017 blev resultatet af en ny paragraf i planloven, at det blev sværere at bygge boliger langs havne og industriområder. Beboerne i alle nye boliger skulle kunne åbne vinduerne uden risiko for lugtgener, støv og anden luftforurening. Men den del af planloven står nu til at blive ændret, så det bliver muligt at opføre boliger uden vinduer.
I Aarhus viste det sig, at kravet om åbne vinduer kunne få den konsekvens, at man ikke kunne bygge allerede planlagte højhusprojekter ved havnen, og daværende Aarhus-rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) bad forgæves daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) om at ændre loven, der bl.a. skulle gøre det muligt at omdanne skrantende erhvervsområder til boligområder og samtidig beskytte virksomhederne fra ekstra udgifter samt naboklager over lugtgener.
Würtz kaldte loven en 'bremse ved de bynære havnearealer, hvor der er tæt naboskab mellem produktionsvirksomheder på havnen og byudvikling'. I byrådet fik han samtidig kritik fra oppositionen, hvor Venstre mente, at kommunen havde forsømt at komme med indsigelser, da loven var i høring.
Frit valg kom ikke med
Nu ser det ud til, at loven kan ændres. DF og S bakker ifølge Altinget op om et lovforslag fra regeringen om at tillade byggeri ved de pågældende havne- og industriområder. Prisen er, at vinduerne ikke skal kunne åbnes, og at altaner bliver forbudt.
Fredag førstebehandlede Folketinget lovforslaget, der ifølge Ingeniøren møder kritik fra arkitekter, Danmarks Naturfredningsforening og flere kommuner, der er bekymrede for, at hermetisk lukkede bygninger kan få et indeklima, der er så dårligt, at beboerne bliver syge af det.
I praksis skal det betyde, at bygningens vinduer ikke må kunne åbnes, og at bygningen skal ventileres mekanisk med luftindtag placeret i en højde, hvor grænseværdierne er overholdt. Regeringen vil dog ikke tillade døgninstitutioner som plejehjem, ældreboliger, handicapboliger og kostskoler, hvor beboerne bor i størstedelen af døgnet og ikke frit kan vælge, hvor de vil bo.
Men regeringen bør slet ikke tillade, at man begynder at bygge boliger, hvor det er umuligt at åbne vinduerne, mener flere kritikere, bl.a. Arkitektskolen Aarhus, der frygter, at indeklimaet kan blive virkeligt dårligt i de nye boliger, fordi de udelukkende skal ventileres mekanisk.
Flere kommuner og KL foreslår ifølge Ingeniøren, at bygningerne opføres med oplukkelige vinduer og også altaner med henvisning til, at påvirkningerne af støj, støv og stank formentlig ikke vil være konstant. På den måde vil borgerne selv kunne bestemme, hvornår genen er så stor, at de vil være indenfor i deres hermetisk lukkede boliger. Det ønske har regeringen dog ikke imødekommet i lovforslaget.
Læs hele historien i Ingeniøren
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.