Knap havde Erhvervsministeriet i formiddag offentliggjort, at Danmark får 11 nye industriparker med hurtig adgang til at etablere sig som virksomhed, før det strømmede ind med glade kommentarer fra borgmestrene i de kommuner, der får en industripark.
På Lolland kalder borgmester Holger Schou Rasmussen (S) det "en fantastisk nyhed", at en af de nationale industriparker efter planen placeres ved Rødbyhavn.
- Det kan blive begyndelsen på et nyt industrieventyr, der kan sikre vores region et vigtigt løft, siger han.
Området dækker næsten 800 hektar og rummer Femernbyggeriets produktionsfabrik, der senere kan tages i brug til nye formål, Danmarks fjerdestørste arbejdshavn samt de bagvedliggende arealer mod nord. Aftalen indeholder dog et lille forbehold om, at det først skal afklares, hvordan tunnelelementfabrikken og arbejdshavnen fremover skal organiseres.
- Der er på forhånd gennemført markedsdialog med et større antal virksomheder, og med den nye status som national industripark er det oplagt, at interessen kun vil blive større. Vores forventning er, at det på sigt vil kunne skabe tusindvis af ekstra arbejdspladser, tiltrække tilflyttere fra både ind- og udland og bidrage til at skabe nyt liv og fællesskab, siger Holger Schou Rasmussen.
1.500 nye arbejdspladser i Aalborg
I Aalborg er borgmester Lasse Frimand Jensen (S) både glad og stolt over, at Aalborg får en industripark.
- Vi står på en stærk industriel arv og bruger den som springbræt til at skabe nye rammer for fremtidens grønne produktion, siger han.
Kommunen har dedikeret 243 hektar erhvervsjord på begge sider af Limfjorden ved henholdsvis Østhavnen og Norbis Park til formålet - med mulighed for at udvide til i alt 497 hektar. Her er direkte adgang til havn, motorvej, jernbane og lufthavn og plads til Power-to-X, CO2-fangst, -lagring og -udnyttelse, vindindustri, logistik, cirkulær produktion mv., fremhæver kommunen.
Den har allerede modtaget støtte fra godt 25 interessenter inkl. Copenhagen Infrastructure Partners (PtX), EWII, Fidelis, Aalborg Portland og Siemens Gamesa. Deres planlagte investeringer beløber sig alene til over 10 mia. kr. og forventes at skabe 1.500 nye arbejdspladser inden for energiteknologi og grøn produktion, oplyser kommunen.
Verdens største Power-to-X-anlæg
I Aabenraa placeres den nye 696 hektar store industripark i Kassø, som allerede er et af landets største erhvervsområder for grøn omstilling.
- Vi ser udpegningen som en blåstempling af den indsats, vi allerede er godt i gang med på erhvervsområdet og på det grønne område, siger borgmester Jan Riber Jakobsen (K).
- Vi arbejder i Kassø allerede med verdens største Power-to-X-anlæg, Nordeuropas største solcelleanlæg, og vi har mere på vej. Vi har dertil et stort fokus på at udnytte de fulde potentialer i den grønne omstilling, ligesom vi også hele tiden ser ind i at få flere grønne arbejdspladser. Vi vil bestræbe os på, at udpegningen her kommer til gavn for hele Sønderjylland, tilføjer han.
El- og brint
I Esbjerg kalder borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) den nye industripark ved Korskro Vest for "en rigtig god nyhed for Danmark og for vores kommune".
Han fremhæver, at det 165 hektar store område, som kan udvides til 230 hektar, ligger direkte ved den nationale særtransportrute og i nærheden af både eksisterende og kommende el- og brintinfrastruktur, hvilket giver virksomheder inden for vind, energi, brint og PtX en markant logistisk fordel.
- Regeringens beslutning bekræfter Esbjergs styrkeposition og vores langsigtede indsats for at skabe plads til grøn produktion. Vi er klar til at løfte opgaven. De første arealer forventes sat til salg ved udgangen af året, og der er allerede dialog med interesserede virksomheder, siger han.
Op ad transportkorridor
I Næstved placeres en 207 hektar stor industripark, "Industrial Hub Zealand", mellem Tappernøje og Bårse. Det glæder Næstved-borgmester Carsten Rasmussen (S) og borgmester Mikael Smed (S) fra Vordingborg, som er medansøger.
- Vi har en begrundet forventning om, at både danske og europæiske virksomheder ser stort potentiale i at placere sig klos op ad transportkorridoren mellem Skandinavien og Centraleuropa. De logistiske forbindelser gør vores nationale industripark til et oplagt valg for virksomheder indenfor produktion og grøn teknologi, vurderer Carsten Rasmussen.
Mikael Smed tilføjer, at Industrial Hub Zealand giver industrivirksomheder muligheder for at blive en del af Østdanmarks kraftcenter for grøn energi og omstilling. De vil kunne drage nytte af grøn strøm fra et nærliggende VE-projekt og tilkobling til den nye gasledning.
Bio-løsninger i Viborg
I Viborg placeres den nye industripark i Foulum i tilknytning til Aarhus Universitets afdeling og Agro Business Park og ved siden af Apples datacenter, der på sigt ventes at kunne levere overskudsvarme.
- Det her er en kæmpe mulighed for Viborg og for virksomheder både nationalt og internationalt. Vi får et sted, hvor produktion kan etablere sig og vokse hurtigt – tæt på viden, arbejdskraft og infrastruktur. Det er godt nyt for lokale job, investeringer og vækst, siger borgmester Ulrik Wilbek (V).
Ønsket er at udvikle Foulum-området til et internationalt hotspot for fremtidens bæredygtige landbrug, bioøkonomi og biosolutions. Kommunen skal nu i gang med at lave en lokalplan for området.
Grøn innovation
I Ikast-Brande kalder borgmester Ib Lauritsen (V) det "en historisk dag" for kommunen, at erhvervsområdet Pårup er udpeget til industripark.
- Vi har arbejdet målrettet på at vise, at vi både har viljen, kompetencerne og rammerne til at løfte en national opgave som denne - og jeg er utroligt stolt over, at det nu er lykkedes, siger han.
Kommunens forventning er, at Pårup, som har adgang til god infrastruktur, arbejdskraft og grøn forsyning, bliver et sted, hvor grøn innovation og tungere industri kan gå hånd i hånd.
I Horsens placeres den nye industripark i erhvervsområdet Nova tæt ved motorvejen og - understregede kommunen i sin ansøgning - tæt på lufthavn og flere erhvervshavne og godsbaneterminaler.
- Det her er en stor dag, og jeg er stolt af, at vi er blevet valgt blandt så mange stærke kandidater. Det er en tillidserklæring til Horsens som moderne industriby, siger borgmester Peter Sørensen (S).
Industriparken udgør i første omgang 343 hektar fordelt på to faser, én, som er byggemodnet og én, som er under planlægning. Der er senere mulighed for yderligere udvidelse.
Forbehold i Kerteminde
I Kerteminde Kommune er industriområdet Odense Havn i Munkebo udpeget som industripark. Det modtages positivt i kommunen - omend med knap så stor begejstring som flere af de andre steder, da der er stærkt delte meninger om en planlagt udvidelse af havnen.
Industriparken gælder kun det nuværende industriområde, hvor Lindøværftet tidligere lå, og ikke en eventuel fremtidig udvidelse af havnen, understreger kommunen derfor i en pressemeddelelse.
- Udpegningen af området Odense Havn som national Industripark vil bidrage til at fremtidssikre det eksisterende område og de mange tilhørende arbejdspladser, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).
Området på Odense Havn rummer i dag kommunens største koncentration af virksomheder og flere tusinde arbejdspladser.
Rød løber-ordning
- Virksomheder i de nye industriparker bliver omfattet af den nye 'rød løber ordning', hvor sagsbehandling bliver samlet i en one-stop shop med hurtigere og smidigere sagsbehandling, som gør det lettere for virksomhederne at etablere og udvide deres faciliteter.
- One-stop shop drives af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med kommuner og statslige myndigheder og har en koordinerende funktion.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



















