dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
DMIs Klimaatlas tegner et billede af klimaforandringer på kommuneniveau
Klimaatlasset viser, at en by som Faaborg kan forvente stormfloder, som den, byen var ramt af i 2017, 15 gange oftere ved udgangen af århundredet. (Arkivfoto).
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

DMI's Klimaatlas tegner et billede af klimaforandringer på kommuneniveau

Selv hvis Danmark overholder Paris-aftalen, kan flere kommuner se frem til store stigninger i stormfloder.
3. MAR 2023 9.06

Med DMI's Klimaatlas kan man helt ned på kommuneniveau se, hvordan klimaændringerne rammer Danmark. Det fremgår af en pressemeddelelse fra DMI.

- DMI’s Klimaatlas viser gevinsten for det danske klima, hvis den globale opvarmning begrænses til maksimalt to grader, siger Adrian Lema. Han er afdelingschef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

Med atlasset kan man se, at en stigning på to grader, som er Paris-aftalens øvre grænse, gør en stor forskel for det danske klima ved udgangen af århundredet.

En stormflod, der i 1981-2010 ville ramme hvert 20. år, vil ramme byer som Fredericia, Horsens og Faaborg 15 gange på 20 år. Dette vil være under et mellemhøjt udledningsscenarie.

Bor man på den østlige side af Falster, kan man se frem til 33 af den størrelse stormfloder i en periode på 20 år.

Ved de nævnte eksempler vil vandstanden være næsten to meter høje mod nutidens cirka halvanden meter.

Store ændringer 

Ifølge faglig leder af Klimaatlas Mark R. Payne hænger det sådan sammen, at jo mere man begrænser den globale opvarmning, desto mere begrænser man konsekvenserne af klimaforandringer - såsom voldsommere skybrud, ekstremt vejr og stormfloder.

- Klimaatlas viser, at vi skal forvente flere skybrud i fremtiden. Men stigningen kan begrænses til 30 procent flere skybrud i slutningen af århundredet, hvis den globale opvarmning begrænses til to grader, siger han.

Hvis den globale opvarmning bliver på fire grader, kan danskerne forvente op til 70 procent flere skybrud. Paris-aftalen blev indgået i 2015.

Det er en juridisk bindende aftale, der ved udgangen af dette århundrede skal begrænse global opvarmning til helst 1,5 grader, men med en øvre grænse på 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau i 1850-1900.

Klimaatlasset kan ses og bruges på DMI's hjemmeside.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.