Dogmet om kun at rense det danske drikkevand i helt særlige tilfælde står ifølge eksperter og branchefolk for fald, skriver Ingeniøren. Det skyldes især de seneste års opdagelse af nye problematiske stoffer i vandboringer – og nye undersøgelser, der tyder på, at der er større mængder af dem på vej mod grundvandet.
- De nye nedbrydningsprodukter har på meget kort tid væltet hitlisterne og ligger nu i toppen af statistikkerne over problematiske stoffer, vi finder i grundvandet, påpeger Hans-Jørgen Albrechtsen, professor og sektionsleder på Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU.
- Men det gode er, at vi for langt de fleste stoffer kan rense os ud af problemet, understreger han. I dag renser vi dog i Danmark under to pct. af drikkevandet, så rensning i større udstrækning vil være et paradigmeskifte på vandområdet.
Svært at undgå rensning
De nye problemstoffer er især nedbrydningsprodukter fra svampe- og ukrudtsmidler, særligt DMS og DPC. Blandt de hårdest ramte vandforsyninger er Hofor i hovedstadsområdet, der har registreret DMS i 51 pct. af sine boringer; i en del tilfælde langt over grænseværdien, hvorfor det mange steder er nødvendigt at opblande med vand fra renere boringer.
- Der er behov for skrappere regulering, men det er ikke nok, for fortidens synder er jo på vej ned mod grundvandet. Så der kan også blive behov for at rense mere i en årrække, indtil vores grundvand igen er rent, siger chefkonsulent for vandressourcer i Hofor Liselotte Clausen til Ingeniøren.
Brancheorganisationen Danva er stadig fortaler for, at drikkevand baseres på rent grundvand, og at reglerne strammes.
- Men vi anerkender, at vi er i en tid, hvor rigtig store mængder af problematiske stoffer er på vej mod grundvandet – og at der i en periode på måske 5-10 år nok er behov for øget rensning visse steder i landet, siger Claus Vangsgaard, specialkonsulent i Danva.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.