Adm. dirketør for forsyningsselskabet Ewii fra Kolding, Knud Steen Larsen, møder bred kritik for at udnytte en sponsoraftale med fodboldklubben OB til at rejse verden rundt, skriver Finans.
Ifølge deltagerlister, som Finans er i besiddelse af, har Knud Steen Larsen både haft sin hustru og deres to sønner med som repræsentanter for selskabet. Sponsorturene med OB har blandt andet sendt familien på cruise i Middelhavet og på luksusresort i det skotske højland.
I Ewiis repræsentantskab, der er selskabets øverste myndighed, udtrykker flere medlemmer stor utilfredshed.
- Det er en katastrofe for de sølle kunder, der hellere ville have sænket prisen på el, vand og varme, siger repræsentantskabsmedlem Bruno Kiel til Finans.
Han bakkes op af et andet repræsentantskabsmedlem, Henrik Wulff:
- Jeg kan overhovedet ikke se, hvad Ewii får ud af det. Det er overhovedet ikke rimeligt.
Ekstern lektor i økonomi ved RUC Anders Larsen mener generelt, at det er uhørt at tage sin kone og børn med på luksusture, som er finansieret via arbejdsgiverens sponsoraftaler.
- Repræsentantskabet og bestyrelsen har på en eller anden måde svigtet, hvis de kan tillade det, siger Anders Larsen.
'Almindelig kutyme'
Ewiis pressechef Claus Blem skriver i en mail, at det er kendt og 'almindeligt brugt', at erhvervsledere og ægtefæller sammen repræsenterer en virksomhed, og at det er rummet af direktørens kontrakt.
- Det er almindelig kutyme og har været det i mange år, ganske enkelt fordi det skaber værdi, lyder det blandt andet i svaret.
Ifølge Finans har Knud Steen Larsen de seneste 12 år siddet tungt på energitronen i Trekantområdet, hvor Ewii er fra. Han er kendt for at bruge millioner af kroner på store sponsoraftaler - også langt væk fra hjemmebanen.
Ud over at være stadionsponsor i fodboldklubben OB fra Odense, hvor direktøren selv bor, er selskabet blandt andet founding partner i spillestedet Royal Arena i København, hovedsponsor for håndboldklubben KIF Kolding København samt hovedsponsor for sejlbåden 'Ewii Racing'.
Ewii's bestyrelsesformand, Middelfart-borgmester Steen Dahlstrøm (S), har ikke svaret på Finans' henvendelse.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.