
Tirsdag blev der sat en brat stopper for de prøveboringer, som den franske virksomhed Total har foretaget i Nordjylland, hvor man forsøger at udlede skifergas fra undergrunden.
Og nu har Energistyrelsen krævet, at Total senest torsdag redegør for, hvorfor de har brugt et kemikalie, der ikke på forhånd var givet tilladelse til.
- Vi har bedt om en redegørelse for hændelsesforløbet, som vi forventer at modtage senest i morgen, siger vicedirektør Martin Hansen, Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Martin Hansen forklarer videre, at man har indskærpet reglerne overfor den franske virksomhed.
- Vi er i tæt dialog med Total om suspenderingen af borearbejde og har her til morgen haft et møde med selskabet. Her har vi indskærpet, at de vilkår, som er stillet i boregodkendelsen, skal overholdes, sige vicedirektøren.
- Jeg har noteret mig, at Total har beklaget situationen.
Det er det skumhæmmende kemikalie Nullfoam, som Total har brugt i forbindelse med boringerne. Total havde søgt om tilladelse til at bruge kemikaliet, men havde ikke tålmodighed til at vente på, at tilladelsen kom i hus.
Ingen nullfoam - ingen boring
Energistyrelsen oplyser, at Total ikke får lov at genoptage prøveboringerne, før de har dokumenteret, at alt er i orden, og at man har opnået de nødvendige tilladelser.
Den franske virksomhed har selv sagt, at man har behov for at bruge Nullfoam. Hvis ikke man får en tilladelse hertil, så kan det være slut med at bore efter skifergas.
- Vi har fået slået fast, at vi har brug for stofferne, så hvis vi ikke får tilladelsen, så kan vi ikke fortsætte med boringen, siger firmaets danske koordinator Henrik Nicolaisen til TV2Nord.
Henrik Nicolaisen slår dog fast, at firmaet forsat forventer at få de nødvendige tilladelser, så boringerne kan forsætte.
Indgriben kan være ulovlig
Professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh er noget mere skeptisk over for Energistyrelsens beslutning.
- Jeg kan ikke huske noget fortilfælde, hvor man på baggrund af en enkelt ændring standser et projekt, siger Peter Pagh til DR Nordjylland. Han tvivler derfor på, at Energistyrelsen har lov til at stoppe prøveboringerne efter skifergas midlertidigt.
I Energistyrelsen er de dog ikke i tvivl om, at suspenderingen er sket i overensstemmelse med lovgivningen.
- Vi suspenderer borearbejdet i Nordjylland med hjemmel i undergrundsloven §28, siger vicedirektør Martin Hansen til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.