
ESBJERG: Esbjerg Byråd har netop godkendt en helhedsplan for tredje etape af den igangværende og omfattende udvikling af bydelen "Det Internationale Kvarter", som ligger i den østlige del af Esbjerg.
Konkret omfatter etape 3 en sø, en ny kvartersplads og 90 nye ungdomsboliger.
Udviklingen, der kan dateres tilbage til 2017, sker i et samarbejde mellem kommunen, boligforeningen Ungdomsbo og den filantropiske forening Realdania. Tegnestuen Bogl blev desuden efter et udbud valgt som rådgiver på projektet, og udviklingsplanens etape 3 er blevet til efter en omfattende inddragelsesproces, hvor borgere fra hele kvarteret har bidraget med deres visioner og behov.
Konkret får området bl.a. en kvartersplads, der skal fungere som et rekreativt og samlende punkt med fokus på kvarterets madkultur og en høj grad af bæredygtighed i løsningerne. Udover at anlægge den nye plads vil Esbjerg Kommune derfor også etablere en sø, som kan have flere funktioner i området – både rekreativt og som klimatilpasningsløsning.
Ungdomsboliger på vej
I umiddelbar forlængelse af kvarterspladsen og søen er det planen at etablere 90 mikroboliger. Boligerne skal især tiltale yngre lejere med den attraktive placering tæt på flere uddannelsesinstitutioner.
- Mikroboligerne bliver for os en nyskabelse, som afspejler tidsånden, hvor især yngre lejere efterspørger fleksible og bæredygtige boligtilbud. Med boligerne og udviklingen i området skabes der et spændende miljø centreret omkring fællesskaber, som mange vil finde attraktivt, siger Flemming Agerskov Christensen, direktør for Ungdomsbo.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.