
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut vil vejrfænomener, der i dag kun forekommer cirka én gang hvert 100. år, omkring år 2100 ske mindst én gang hvert femte år i gennemsnit.
I et scenarie med høje udledninger kan sådanne ekstreme hændelser endda forekomme op til tre gange årligt.
Hvis ikke vi gør noget for at klimatilpasse, er estimatet, at skaderne alene i de største kystbyer vil udgøre mindst 100 mia. kr. inden for de næste 100 år.
Planlæg med vandet - ikke imod det
42 procent af Danmarks befolkning bor i kystbyer. Netop disse områder bør tænke i langsigtede løsninger, der kigger mindst 100 år frem. Blandt andet bør man planlægge med vandet - og ikke imod vandet.
Det er én af i alt fem anbefalinger, som en ny rapport fra den filantropiske forening Readania netop er kommet med.
I samarbejde med 19 kommuner, myndigheder, rådgivere og forskere har foreningen siden 2018 arbejdet på at finde svar på, hvordan kommunerne bedst muligt kan løse den komplekse udfordring det er klimatilpasse sig og dermed være bedre rustet mod det stigende havvand.
Foreningen fastslår, at anbefalingerne skal forstås som et inspirationskatalog og ikke som hverken guide eller vejledning til specifikke løsninger.
De fem anbefalinger
• Kom godt i gang med arbejdet. Klimatilpasning, som en integreret del af byens udvikling, begynder med at gøre status over eksisterende viden om oversvømmelsesrisiko og overveje byens visioner for mødet med vandet.
• Planlæg med vandet – ikke imod det. Det handler om at læse landskabet og arbejde med flere løsningstyper end f.eks. højvandsmure og sluser, som kun beskytter i begrænset omfang.
• Tænk mindst 100 år frem – kortsigtet byudvikling koster. Klimatilpasning er en langsigtet byudviklingsproces, hvor vi skal lære at arbejde med flere lag og flere tidsperspektiver. Så kan vi udvikle byens kvaliteter og undgå at ophobe risiko.
• Vælg fleksible strategier – klimakrisen er uforudsigelig. Planer skal være dynamiske, kunne laves om, og alle løsninger har en udløbsdato. Det er vigtigt at vide, hvad strategien er, når vandet stiger til et højere niveau, end løsningen kan klare.
• Opbyg kapacitet – gennem inddragelse og videndeling. Fællesskab kræver tid. Når både borgere, erhvervsliv og kommune forstår klimatilpasningens kompleksitet, bliver vanskelige prioriteringer lettere, og flere kan se sig i de langsigtede løsninger.
Kilde: "Byerne og det stigende havvand. Anbefalinger til langsigtet og helhedsorienteret klimatilpasning", Realdania 2025
Ikke nok med en højvandsmur
De fem anbefalinger bygger på behovet for en nuanceret tilgang til problemstillingen. Det er vigtigt at inddrage både beskyttelse, beredskab og arealplanlægning i løsningerne, lyder det i rapporten.
Desuden bør strategierne udvikles i flere faser, så de adresserer både kortsigtede, mellemlange og langsigtede behov. For eksempel kan en højvandsmur være en effektiv løsning her og nu, men på længere sigt kan det blive nødvendigt at trække sig tilbage fra kysten visse steder.
Endelig lyder det, at strategierne skal være fleksible nok til at kunne tilpasses ændrede forudsætninger, som hvis havvandsstigningerne viser sig at være større end forventet.
- Klimatilpasning i byerne er blevet en ”bunden opgave”. Og med dét vi ved nu om, hvordan havvandet vil stige globalt, er det nødvendigt, at den store opgave løses ud fra en meget mere nuanceret tilgang, end hidtil. For at kunne træffe den slags store beslutninger er der brug for et kapacitetsløft og for dialog og deltagelse fra rigtig mange aktører. Det er dét, som Realdania gerne vil inspirere til, med denne publikation, siger Projektchef i Realdania, Mikkel Suell Henriques.
Diagrammet nedenfor viser den samlede, beregnede risiko for 48 kystbyer over de næste 100 år, opgjort i nutidsværdi. Beregningen af skadesomkostninger er baseret på enhedspriser og skadesdata fra forsikringsselskaber.
Læs her fulde rapport: ”Byerne og det stigende havvand. Anbefalinger til langsigtet og helhedsorienteret klimatilpasning”.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.