Fire områder kan komme til at lægge vand til Danmarks næste store havvindmøllepark. Således er de indledende undersøgelser af i alt 3.200 kvadratkilometer hav i fuld gang, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet fredag.
Målet er at finde mulige placeringer til - i første omgang - nummer ét af i alt tre lovede havvindmølleparker, der etableres frem mod 2030 som følge af energiaftalen fra juni.
- Det her er områder, der ligger godt i forhold til det overordnede forsyningsnet, og som har gode vindforhold, så vi sikrer så stor en grøn elproduktion som muligt, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
I kikkerten er ét område i Nordsøen ud for den jyske vestkyst, ét i Jammerbugt, ét ved Hesselø samt ét område ved Kriegers Flak i Østersøen. Områderne ligger alle mindst 15 kilometer fra land og uden for den kommunale indsigelsesret for ny havvind på op til 15 kilometer fra kysten, oplyser ministeriet.
Det er rådgivningsvirksomheden Cowi, der skal se nærmere på de mulige områder.
Afgjort i 2021
Cowi's undersøgelser af blandt andet miljø-, vind- og vandforhold skal fremlægges for Folketinget, som derefter tager stilling til placeringen af danmarkshistoriens største havvindmøllepark på 800 megawatt. Dernæst sendes parken i udbud, der ifølge ministeriet ventes afgjort i 2021.
Hos Vindmølleindustrien håber man, at processen går så hurtigt som muligt.
- Det er vigtigt for os, at de tre havvindmølleparker bliver fordelt frem mod 2030 af hensyn til konkurrencen. Hvis tiden begynder at løbe, skal de alle bygges i slutningen af 2020'erne, og det kommer til at presse værdikæden - altså de virksomheder, der skal involveres, siger Jan Hylleberg, direktør for Vindmølleindustrien.
En række havvindmølleparker, der har ligget væsentligt tættere på land, har været udsat for kritik fra blandt andre grundejere fra nærliggende kommuner. Energi-, forsynings- og klimaministeren håber, at det ikke bliver tilfældet på grund af parkernes placering langt fra land.
- Det er så heldigt, at de her møller kommer til at ligge så langt ude på vandet, at man ikke vil kunne se dem på land, og at de ikke vil give gener i forhold til borgerne, siger han.
Vil man overhovedet ikke kunne se dem?
- Det bliver i hvert fald meget, meget vanskeligt. Man skal have luppen eller kikkerten frem for at kunne se dem.
At det blev netop de fire områder kommer næppe som den helt store for overraskelse for særligt interesserede. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet offentliggjorde tidligere på måneden kortvarigt et tweet med placeringerne, hvilket Energiwatch skrev om. Det blev kort efter taget ned igen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.