
KØBENHAVN: Endnu et af de gebyrer, som Københavns Kommune har opkrævet hos borgere og virksomheder, viser sig nu at være for højt. Sidste år opkrævede Teknik- og Miljøforvaltningen således 32 mio. kr. hos borgere og virksomheder, der har containere og skurvogne opstillet på offentlige veje. I Indre by er prisen 152 kr. i døgnet, mens det koster 77 kr. i resten af byen.
Men det beløb må kommunen ikke opkræve, lyder det i en afgørelse fra Vejdirektoratet. Siden en ændring i Vejloven i 2015 har kommunerne kun haft ret til at opkræve et gebyr, der dækker udgifterne til administrationen af containertilladelserne og tilsyn med containerne. Derfor sænker Teknik- og Miljøforvaltningen nu containergebyrerne til 20 kr. i døgnet. Det er dog helt bevidst, at gebyrerne for containere og skurvogne har været høje, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til DR København:
- Vi har ligesom mange andre kommuner opkrævet et højt gebyr for at undgå, at der skulle stå for mange container rundt omkring i byen og fylde i lang tid. Det har fungeret som adfærdsregulering, og vi har gjort det siden 1991.
Borgmesteren mener ikke, at kommunen er forpligtet til at betale penge tilbage til de borgere og virksomheder, der har betalt høje containergebyrer, fordi den ikke er bundet af lovændringen fra 2015, siger hun.
- Når man laver en lov, skal der sendes en bekendtgørelse og vejledning ud, før kommunerne skal ændre deres praksis, og det er der ikke sket i det her tilfælde, siger hun.
I cirka 1000 sager har kommunen slet ikke haft ret til at opkræve gebyr, lyder afgørelsen fra Vejdirektoratet. Det drejer sig om containere opstillet til byggeaffald i forbindelse med renoveringsprojekter. Men den afgørelse er teknik- og miljøborgmesteren parat til at få afprøvet ved en retssag.
- Vi har brug for at få klarhed over, om det er os eller Vejdirektoratet, der tolker loven rigtigt. Derfor er forvaltningen og vores advokater ved at se på, om vi sammen med Frederiksberg Kommune skal lægge sag an mod Vejdirektoratet.
Tidligere kom det frem, at forvaltningen også har opkrævet 18 mio. kr. for meget for renhold af grundejernes fortove og 7,5 mio. kr. for meget i gebyrer for byggesager.
Alle sager i Teknik- og Miljøudvalget skal gennemgåes
Blandt politikerne i Teknik- og Miljøudvalget er der bekymring over, at forvaltningen på endnu et område har opkrævet for mange penge.
- Jeg er ikke der, hvor jeg ikke har tillid til forvaltningen, men jeg er meget bekymret over den praksis og kultur, der har været i forvaltningen. Det er nødvendigt, at den ændrer sig meget hurtigt, siger De Radikales teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen til DR København.
For nyligt besluttede hun og resten af Teknik- og Miljøudvalget, at samtlige 230 gebyrer, som Teknik- og Miljøforvaltningen administrerer, skal gennemgås. De sager, der indtil videre er kommet frem, viser at det er nødvendigt, siger hun.
- Desværre har vi fået ret i, at der er noget systemisk galt, hvor man simpelthen ikke har styr på udregningen af de gebyrer, man opkræver hos københavnerne.
Tilbage på borgmesterkontoret vil Ninna Hedeager Olsen ikke udelukke, at der kommer flere områder, hvor forvaltningen har opkrævet for mange penge.
- Det er klart, at når man rydder op og gennemser alting, som vi gør nu, så dukker der ting op. Jeg kan ikke vide, om der dukker mere op, men jeg synes det er positivt, at vi får fundet de fejl, der er, siger hun.
I sagerne om for høje gebyrer for fortovsrenhold betaler Teknik- og Miljøforvaltningen 18 mio. kr. tilbage til grundejerne. Spørgsmålet om tilbagebetaling af byggesagsgebyr indgår i de kommende budgetforhandlinger.
Samtidig er der sat gang i en advokatundersøgelse, der skal se på, om Teknik- og Miljøforvaltningen og den tidligere Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL) var vidende om, at der blev opkrævet for mange penge i fortovsrenhold. Det afviser eks-borgmesteren selv.
Ritzau / eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.