
Det stigende fokus på at sikre biodiversiteten har sat sig hos danskerne. Mere end hver tredje dansker ønsker bedre forhold for den vilde natur i eksisterende eller planlagte grønne arealer i kommunerne.
Det viser en undersøgelse fra rådgivningsvirksomheden Rambøll, hvor 1.000 repræsentativt udvalgte danskere har svaret på, hvad deres ønsker er til de nyvalgte kommunalpolitikere.
Egedal Kommune er en af de kommuner, der allerede er i gang med initiativer for at hjælpe dyreliv og planter med at trives bedre i byerne.
Her oplever de også, at det er noget, borgerne er begyndt at efterspørge, siger borgmester i kommunen Karsten Søndergaard (V).
- Jeg fornemmer, at fokus på at sikre biodiversitet er noget, der er kommet for at blive.
- For der er sket en holdningsændring hos folk, så de ikke behøver at have en græsplæne, der står snorlige. Men at de også synes, det er flot, hvis der er en hel masse vild natur, som kan hjælpe dyr og planter, siger han.
Biodiversitet fylder mere
Det er nyt, at biodiversiteten fylder så meget for mange, siger Ib Enevoldsen, der er adm. direktør i Rambøll.
- Vi har oplevet en periode, hvor vi er blevet opmærksomme på, at forbundethed og natur er vigtig for os, siger han.
Det handler dog ikke om en "tilbage til stenalderen"-strømning, understreger Ib Enevoldsen.
- Mennesker flytter til byer af to årsager: job og oplevelser. At der skulle være grønt overalt, er i modstrid med, hvorfor man flytter til en by. Så det er ikke den strømning, vi taler om.
- Derimod handler det snarere om en strømning, hvor vi vil have integreret naturen i byen i samspil med os, siger han.
Biodiversitet dækker blandt andet over variationen i alt liv på Jorden. Herunder dyr, planter, svampe, bakterier og andet levende. Der er mange måder at hjælpe dyr og planter til et bedre liv i byerne.
Blandt andet kan det handle om at etablere flere småsøer, sikre græstag på tagflader, når man laver nye bygninger, eller lade overskudsarealer leve et friere liv.
Kræver en plan
Ifølge Ib Enevoldsen handler det grundlæggende om, at kommunerne laver en klar plan for, hvordan biodiversiteten kan sikres, når man bygger nyt og laver fornyelser i byerne.
Netop det har de gjort i Egedal Kommune. Også inddragelsen af kommunens borgere har været i højsædet, siger Karsten Søndergaard.
Det er blandt andet kommet til udtryk ved konkurrencer om, hvem der eksempelvis kunne lave det flotteste insekthotel i deres have.
- Borgerne synes, det har været spændende at gøre noget anderledes. Også i deres private have. Her har vi set mange kreative løsninger med vandhuller og insekthoteller, siger han.
Der er lavet flere landsdækkende initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at sætte ind for at sikre dyre- og plantearter. Blandt andet har man i september etableret et Biodiversitetsråd, der skal hjælpe regeringen "med at gøre Danmark vildere".
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.