
KØBENHAVN: Hastigheden skal ned i indre København, de fleste steder fra 50 til 40 km/timen og i den indre bykerne ned til 30 km/timen. Formålet er at få færre biler i byen, fremgår det af teknik- og miljøudvalgsdagsordnen for det kommende møde.
"Ved at sænke hastigheden 10 km/timen i København forventes det mindre attraktivt at tage bilen på grund af længere rejsetid. (...) Hastighedsnedsættelsen forventes at medvirke til at overflytte til mere bæredygtige transportformer som cykel, gang, bus, tog og metro og dermed en CO2-reduktion", lyder det i indstillingen.
Allerede i forbindelse med Budget 2022 var der bredt flertal for at nedsætte hastigheden med 10 km/timen i fordelingsgader, bydelsgader og lokalgader med en forventning om at reducere kommunens CO2-udledning med 14.5000 ton pr. år. Der blev i budgettet afsat samlet 87,8 mio kr. til planen, der løber frem mod 2025.
Tvivl om CO2-besparelsen
Til dagbladet Politiken siger forsker ved Transportøkonomisk Instititut på universitetet i Oslo Niels Buus Kristensen, at han ikke kan forestille sig, at CO2-begrænsningen er så betydelig alene ved hastighedsnedsættelse:
- Den væsentligste positive effekt vil være det oplevede bymiljø, men også bedre trafiksikkerhed, og at folk føler sig tryggere. Derudover vil der være en mindre gevinst med knap så megen støj og luftforurening, siger han. Men han tror ikke, at trængslen i byen bliver mindre.
- Når man kun sætter hastigheden ned på lokalvejene, vil det ikke have en væsentlig effekt på antallet af biler, der kører ind i byen. Vil man trængslen til livs, så skal man bruge andre roadpricing-værktøjer, hvor det koster noget at køre i byen og mest i myldretiden, siger forskeren til avisen.
Der opereres i forslaget med flere zoner og forskellige løsningsforslag for at få farten ned fx vejindsnævringer, bump og afmærkninger, og i den indre bykerne foreslås det at sænke hastigheden til 30 km/timen. Indstillingen fra forvaltningen rummer en anlægsbevilling på 64,8 mio til hastighedsdæmpningen.
Forud for eventuel vedtagelse i Borgerrepræsentationen og økonomiudvalget bliver forslaget behandlet på teknik- og miljøudvalget mandag 30. maj.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.