HORSENS: Bestyrelsen for Horsens Havn har bortvist havnechef Peter Larsen. Bortvisningen ledsages af en politianmeldelse og kommer, efter at havnechefen blev suspenderet for to uger siden.
Både bortvisningen og politianmeldelsen begrundes med tre tilfælde af mandatsvig, hvor havnechefen har erkendt at have oplyst fiktive navne på bilag i forbindelse med restaurantbesøg for cirka tre år siden. Beløbene er relativt små, og de er betalt tilbage, men det gør ikke nogen forskel for bestyrelsen.
- Som bestyrelse er vi nødt til at have fuld tillid til den daglige ledelse, og det har vi ikke længere. Derfor er dette den eneste mulige løsning, siger bestyrelsesformanden for den kommunale selvstyrehavn, byrådsmedlem Per Løkken (K) i en pressemeddelelse, efter at bestyrelsens beslutning i tirsdags blev forelagt Horsens Byråd på et lukket møde.
Afsløringen af de forfalskede restaurantbilag skete efter en aktindsigt til Horsens Folkeblad, som tjekkede hos de angivelige deltagere i restaurantbesøgene. De havde ikke spist med, viste det sig, og derfra rullede sagen.
Havnechefens ekskone også politianmeldt
Også den nu tidligere havnechefs nu tidligere hustru er blevet politianmeldt, i hendes tilfælde for medvirken til mandatsvig. Det var hende, der var med på de private restaurantbesøg, hvor Peter Larsen påførte falske navne på bilagene.
Ifølge Horsens Folkeblads netavis har hun i sommer skrevet til havnens bestyrelsen og gjort opmærksom på de forhold, der nu er klarlagt.
- Ergo har hun været vidende om, at det foregik, og derfor vurderer vi, at hun har været medvirken til det mandatsvig, som Peter Larsen erkender at have begået, siger bestyrelsesformand Per Løkken til Horsens Folkeblad.
Samtidig med bortvisningen har havnens bestyrelse sat gang i en proces for at finde en ny havnedirektør. Det sker med bistand af et rekrutteringsfirma, og der sigtes efter en ansættelse pr. 1. februar 2016.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.