HØJE-TAASTRUP: En kæmpemæssig aquapark er nu efter et par udsættelser endeligt godkendt i Høje-Taastrup Byråd i form af en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. Alle undtagen Enhedslistens enlige byrådsmedlem stemte for, Socialdemokratiet dog først efter et forgæves forsøg på at skære omfanget af butiksarealer ned til en femtedel.
Lokalplanen er skræddersyet til projektet Nordic Water Universe, som på 840.000 kvadratmeter skal rumme dels en ferieby med ferieboliger, hoteller og konferencefaciliteter, dels et park- og naturområde med forskellige aktiviteter og bygninger til fx boldspil, tennis, mini-zoo, cafe og overnatning i shelters. Dertil kommer i forbindelse med det bebyggede område et center med vandland, svømmehal, skøjtehal, biograf, restaurant, fitnesscenter og butikker.
For butiks-delen lægger lokalplanen et loft over detailhandels-arealet på 12.000 kvadratmeter til udvalgsvarer plus en dagligvarebutik på højst 3.500 kvadratmeter, i alt 15.500 kvadratmeter. For udendørs-delen oplister lokalplanen en række naturhensyn, der skal tilgodeses i den færdige aquapark.
Når det hele står færdigt vil Nordic Water Universe være verdens femtestørste aquapark, og netop på grund af størrelsen indgår det i planlægningen, at byggeriet udføres i fem etaper. Til den første er der afsat 2,2 mia. kr. til i alt 51.000 kvadratmeter byggeri, og når alle fem etaper er færdiggjort vil parken rumme en samlet ferie- og forlystelsesby på 360.000 kvadratmeter.
I første fase er der udsigt til 1000 nye arbejdspladser, og når det samlede projekt står færdigt ventes tallet at være vokset til 3000. Investorgruppen bag projektet anslår at den første etape vil generere en turismeomsætning på 1 mia. kr. stigende til 2,7 mia. kr., når alle etaper er bygget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.