
HOLBÆK: Kommunalbestyrelsen i Holbæk har godkendt en hensigtserklæring, der måske kan bane vejen for, at overskudsvarmen fra Novo Nordisk kan udnyttes til fjernvarme i Holbæk. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Holbæk er Danmarks største naturgasby, og siden regeringen tidligere har erklæret et mål om, at alle gasfyr udfases inden 2035, arbejder man i Holbæk med forskellige fjernvarmeprojekter. Med overskudsvarmen fra Novo Nordisk forventer man at kunne opvarme 50.000 husstande.
- Når der kommer en mulighed som denne lige forbi din hoveddør, så vil det være oplagt at invitere indenfor. For idéen om at udnytte overskudsvarme fra Kalundborg er fantastisk. Vi har 17.500 husstande i Holbæk Kommune, der opvarmes med naturgas. Så det vil være en gevinst for klimaet, hvis vi kan få en klimavenlig varmeløsning til Holbæk Kommune, og en gevinst for de af vores borgere, der på sigt kan skifte deres naturgas- og oliefyr ud med fjernvarme, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Store omkostninger
Det er ikke første gang, sådan et projekt er på tegnebrættet. Der er en lang række virksomheder i Kalundborg, som producerer overskudsvarme, men omkostningerne til at sende fjernvarme gennem Holbæk, Roskilde og videre til København har været for store til, at det hang sammen. Det vil kræve over 100 km nedgravede rør. Det skriver Ingeniøren. Men nu har noget ændret sig:
- Den store forskel er, at Novo Nordisk netop nu investerer 65 milliarder kroner og opfører mange nye fabrikker i Kalundborg. Det skaber et væsentligt større overskud af varme, og mængderne er nu så store, at vi mener, at projektet kan hænge sammen, fortæller Michael Hallgren, formand for Kalundborg symbiose og produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.
Når Holbæk Kommune og Novo Nordisk nu genoptager arbejdet med udnyttelsen af overskudsvarmen, er det for at få et bedre overblik over projektets potentialer. Den nye detailanalyse er baseret på mere detaljerede grundlag end tidligere undersøgelser og viser større potentialer end oprindeligt forventet.
Hvor store potentialerne er, vides ikke på nuværende tidspunkt, og det er også uvist, om projektet kan gennemføres, eller hvornår den endelige beslutning om at gennemføre projektet vil kunne træffes.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.