
Mange genbrugspladser får i disse år længere åbningstider.
Det konkluderer Dansk Affaldsforening i sin nye Genbrugsanalyse 2019, som bygger på en kortlægning af forholdene på landets 374 genbrugspladser i 2019.
Pladserne har både forlænget åbningstiden om morgenen af hensyn til håndværkerne og i weekenden af hensyn til borgerne. Derudover var der, da tallene blev gjort op sidste år, 51 pladser eller 14 pct., som har døgnåbent.
26 pladser er altid ubemandede, mens 47 pladser både har bemandet og ubemandet åbningstid. De bemandede genbrugspladser er stadig de mest almindelige, dem er der 301 af.
Genbrugspladserne er populære, især når vejret er godt og i weekenden. I gennemsnit har de haft besøg af 81.900 personer sidste år, viser tal fra de 249 pladser, som tæller antal besøg.
De tre højeste besøgstal i 2019 var:
- 409.400 på Lystrupvej Genbrugsplads i Aarhus
- 309.700 på Viborg Genbrugsplads
- 301.100 på Horsens Genbrugsplads.
Pladserne i Aarhus og Horsens var sammen med Gentofte også de pladser, som modtog de største mængder, nemlig over 40.000 ton hver.
16 pladser i Frederikshavn
Frederikshavn har flest genbrugspladser, nemlig 16.
Fire kommuner, Solrød, Hørsholm, Vallensbæk og Frederiksberg, har ingen genbrugsplads selv, men har aftaler om at bruge pladser hos nabokommuner.
Pladsen med det mindste geografiske dækningsområde ligger i Herlev og dækker 12 kvadratkilometer. Det største områder dækker pladsen i Ringsted med 294 kvadratkilometer.
I forhold til indbyggertal har Læsø den mindste genbrugsplads, som dækker 1.797 personer. Flest indbyggere pr. plads har København, Gentofte, Gladsaxe og Helsingør.
77 pct. genanvendes
I gennemsnit modtog hver af landets genbrugspladser godt 8.000 ton om året. Det gav i alt 2,3 mio. ton indsamlet affald.
77 pct. af genbrugspladsernes affald bliver genanvendt eller genbrugt. 18 pct. bliver brugt til energiudnyttelse, typisk bliver det brændt på et fjernvarmeværk, og de sidste fem pct. bliver lagt på deponi.
Pladsen med den højeste genanvendelsesprocent er Glamsbjerg Genbrugsplads i Assens. Her bliver ikke mindre end 95 pct. genanvendt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.