I politik er rigtige tal dem der er flertal for

FOLKETINGET: Sagen om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) tal kunne være løst lige så - ja, om ikke elegant, så i det mindste lige så gelinde - som da Dansk Folkeparti i december sidste år fik betænkeligheder ved en detalje vedrørende boligydelsen til pensionister. Forløbet dengang kunne godt minde lidt om forløbet denne gang, hvor detaljen gjaldt opgørelse af miljøeffekter - og alligevel gik det helt anderledes denne gang med drama og uro.

Hvorfor? Uden at tage nærmere stilling til, om tallene er/var forkerte, og om DF's/K's forhandlere havde gidet/evnet at læse/forstå dem, så kunne Dansk Folkeparti dengang have gjort, ligesom De Konservative har gjort denne gang og erklæret mistillid til finansminister Claus Hjort Frederiksen og bragt finansloven og regeringens liv i fare. Og helt tilsvarende kunne De Konservative denne gang have gjort, ligesom Dansk Folkeparti gjorde dengang og være gået tilbage til de de andre partier bag regeringen og have handlet af og/eller udsat, hvad der måtte være nødvendigt, for at det hele kunne glide ned, uden at nogen tabte alt for meget ansigt.

I givet fald ville De Konservative denne gang være kommet til at skylde, ligesom Dansk Folkeparti skylder fra finansloven. En gæld partiet nu er ved at betale af på med sin åbning om, at det måske godt kunne have været på sin plads med en lille næse til Eva Kjer Hansen.

Politik kan ændre sig, det gør matematik ikke
Om De Konservative tager imod denne og andre åbninger vil vise sig hen over de nærmeste dage. Hvorfor de ikke af sig selv valgte den vej fra starten, skyldes ifølge forskellige vurderinger enten et dødsmærket partis behov for at markere sig eller urutinerede forhandleres manglende greb om den parlamentariske teknik. Ja, og så er der selvfølgelig K's egen forklaring, 'ordentligheden'. 

Enhver kan vælge den forklaring man foretrækker, man skal bare være klar over, at matematik og politik er to helt forskellige ting. I politik er det sådan, at hvis der er flertal for, at nogle tal er de rigtige, så er de de rigtige. Øvelsen, når tallene skal præsenteres, er derfor ikke at fremlægge tal, som matematikken står inde for, men tal, som et flertal vil anerkende er de rigtige.

Her har man så ramt lidt ved siden af i forhold til K, ligesom man i finansloven ramte lidt ved siden af i forhold til, hvad DF ville æde. Når man kunne handle det af dengang og (endnu) ikke har kunnet denne gang, så er der politikken til forskel, ikke matematikken. Og politikken siger, at for tiden er der flertal for, at tallene ikke var de rigtige. Hvad der er flertal for om nogle dage, det ved vi - ja, om nogle dage, for i modsætning til matematikken kan politikken godt ændre sig.

Gør den det så? Ja, formentlig. Om ikke ved at flertallet for eller imod tallene ændrer sig, så på anden vis - i givet fald mest oplagt ved, at den omstridte minister selv trækker sig af hensyn til regeringens liv og med det rygstød at have nydt chefens ubetingede opbakning.

Kvæles langsomt eller gå syngende i døden?
Men det vil for lang tid parkere K i blå bloks skammekrog i en grad, så det måske trods alt vil være mere attraktivt for K at finde en måde at sluge den nødvendige mængde kameler. I det tilfælde kan De Konservative regne med velvillig hjælp fra de andre regerings- og støttepartier til at få det til at fremstå mindst muligt ydmygende.

En fuldtonet mistillidsdagsorden i folketingssalen kommer det næppe til, og hvis det gør, vil det være en sjælden undtagelse. I alle fortilfælde har den enkelte minister trukket sig, inden det kommer dertil, eller regeringen som sådan har taget bestik af situationen, og statsministeren af sig selv indgivet sin afskedsbegæring og/eller udskrevet valg.

Kun tre gange, i 1909, i 1947 og i 1975, er en regering med henholdsvis 38 og 28 års mellemrum blevet væltet af en regulær mistillidsdagsorden i folketingssalen. Sker det igen 41 år senere i 2016, vil det være, fordi Lars Løkke Rasmussen vælger at gå syngende i døden frem for at lade sin regering kvæle langsomt af parlamentarisk iltmangel.