
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) erklærer sig nu klar til at se på muligheden for at etablere en midlertidig politiskole, efter det er kommet frem, at den nye politiskole i Vejle først kan stå færdig i 2020.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har torsdag efterlyst en midlertidig løsning, så der kan uddannes betjente fra år 2018, som det er aftalt mellem partierne i forliget om den nye politiskole.
- Når der er et ønske fra partierne om at kigge på det, så ser vi på, hvad der er muligt. Men det er ikke bare noget, man lige gør. Det kræver et stort setup at uddanne betjente andre steder, siger Søren Pape.
Borgmestre byder sig til
Beskeden om at Vejle først kan have politiskolen klar i 2020 fik tidligere på dagen Herning-borgmester Lars Krarup (V) til at gøre opmærksom på, at de i Herning stadig kan have en skole færdig om to år, og at de derudover kan tilbyde en midlertidig løsning på Herning Handelsskole, indtil en endelig skole er klar.
Også borgmesteren i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S), har torsdag markeret sig med en invitation til politiet om, at kommunen kan tilbyde en midlertidig politiskole på Sønderborg Kaserne fra den 1. januar 2018 og frem til, den nye politiskole i Vejle er færdig.
Kasernen i Sønderborg var indtil 2014 uddannelsessted for Hærens sergentskole, og kasernen er derfor allerede klar til uddannelsesbrug. Samtidig pointerer borgmesteren, at de på kasernen og i kommunen har alle de faciliteter, som politiet har brug for i form af skydebane, køreteknisk anlæg og træningsfaciliteter.
Erik Lauritzen lægger ikke skjul på, at han fortsat mener, at Sønderborg havde været det bedste bud på en ny politiskole, men sådan blev det ikke. Nu ærger han sig blot over, at der kan gå flere år, før den nye skole kan stå klar.
- Formålet med en ny politiskole var jo at få flere betjente uddannet, så hvorfor ikke holde fokus på den plan, og så se at komme i gang. Vi er klar i Sønderborg, siger Erik Lauritzen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.