En naturgasledning med navnet Baltic Pipe, der skal gå fra Nordsøen gennem Danmark til Polen, har fredag fået grønt lys fra regeringerne i Danmark og Polen. Det oplyser regeringen fredag.
Tidligere stødte ledningens rute på det problem, at Polen og Danmark ikke var enige om, hvor den maritime grænse gik. Den problem blev løst tidligere på måneden.
Gasrørsledningen Baltic Pipe vil koble sig på Europipe II i Nordsøen. Herfra vil den flytte naturgas fra norske felter i Nordsøen. Ledningen føres gennem 13 danske kommuner i Jylland, Fyn, Sjælland og ud i Østersøen til Polen.
Projektet kommer ikke til at bidrage til det danske energiforbrug. Til gengæld skriver regeringen, at Polen har forpligtet sig til at betale Danmark for at få fragtet naturgas fra Norge gennem landet.
Den samlede pris anslås til 12-16 mia. kr. Polen betaler halvdelen. EU yder også tilskud til projektet, der sænker Europas afhængighed af russisk gas. Projektet omfatter desuden en kompressorstation på Østsjælland.
- Det er positivt, at det også bliver muligt for Polen at udskifte kul med naturgas og i højere grad kaste sig ud i vedvarende energi, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Modsat ministeren har Alternativets energiordfører, Christian Poll, svært ved at glæde sig over Baltic Pipe.
- Det er et projekt, som skal transportere naturgas - altså et fossilt brændstof - hele vejen fra Nordsøen hen over Danmark og ned til Polen, siger han.
- Der laves en stor investering i naturgas, som skal betales hjem over de næste mange, mange år. Det er de samme år, hvor vi skal stoppe brugen af kul, olie og gas, siger Christian Poll.
Ifølge Ingeniøren er lodsejere langs den planlagte linjeføring samt naboer til en stor kompressorstation ved Everdrup i Næstved Kommune heller ikke begejstrede for at skulle lægge jord til projektet.
Energinet understreger, at investeringsbeslutningen ikke er ensbetydende med, at placeringen af gasledningen nu er lagt fast, påpeger chefprojektleder Søren Juul Larsen:
- Selv om vi har besluttet at bygge gasrørledningen, så er det ikke besluttet, hvor den skal graves i jorden, eller hvor de forskellige anlæg skal bygges, siger han til Ingeniøren i forbindelse med beslutningen.
Han forklarer til Ingeniøren, at første offentlige høring begyndte sidste år, når knap 200 lodsejere efterfølgende kom med input, og de mange svar bliver inddraget i arbejdet med at lave et mere endeligt forslag til linjeføring.
Ritzau / ibs
Læe mere i hos Energinet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.