
FREDERIKSBERG: Nysgerrige og videbegærlige børn og voksne kan se frem til et helt nyt læringsunivers i Lindevangsparken på Frederiksberg, når parken omdannes til at kunne aflaste lokalområdet for store regnmængder. Samtidig kan alle få glæde af et helt nyt og spændende byrum, hvor regnvand bliver til vandkunst. Modernisering af Lindevangsparken betyder, at den fremover kan aflaste kloakkerne i lokalområdet for de øgede regnmængder.
Skolerne, og især skolebørn fra den nærliggende Lindevangsskolen, vil få gavn af læringsuniverset i parken, hvor de kan følge regnvandets vej fra kildens udspring, via regnvandsbed langs hele parkens østlige side til forsinkelsesbassin midt på plænen, hvor der etableres en helt ny aktivitetsplads. Endelig vil en vandrende, i byrummet Sløjfen, vise vandets forskellige væremåder; brusende, hvirvlende, som vandfald og roligt strømmende.
Inspiration for andre
Der er tale om ét af i alt fire klimatilpasningsprojekter, der modtager støtte fra VANDPLUS, som består af et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Realdania og Lokale og Anlægsfonden.
Både Lokale og Anlægsfonden samt Realdania mener, at investeringen i projektet er godt givet ud, fordi det kan være med til at inspirere andre kommuner og forsyningsselskaber.
- Lindevangsparken bliver et godt eksempel på, hvordan man kan bruge klimatilpasning til at tilføje en traditionel bypark nye aktivitetsmuligheder med plads til bevægelse, leg og læring, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden. Han bakkes op af Hans Peter Svendler, direktør i Realdania:
- Vi skal udnytte investeringerne i klimatilpasning til også at opgradere vores bymiljøer, skabe et aktivt byliv og øge livskvaliteten for alle. Det kan Lindevangsparken blive et godt eksempel på, og projektet rummer bestemt potentiale for at kunne inspirere både herhjemme og i udlandet.
Projektet koster samlet set 29,3 mio. kr.
Kommunen betaler selv 3,6 mio. kr. og VANDPLUS støtter med 3,3 mio. kr.
9,1 mio. kr. kommer fra Frederiksberg Forsyning via taksterne, mens de resterende 13,3 mio. kr. betales af Frederiksberg Kloak A/S.
Rådgivere på projektet er NIRAS og Marianne Levinsen Landskab.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.